NFSGrundtvigsLivOgGjerning

smaa, her er det Folkekræfter, der kjærlig og opof

rende og heltemodig har kæmpet for Fædernelandet

og Modersmaalet, har kæmpet for gamle Danmarks

Helhed, Ret og Ære; der kan ikke være nogen Kamp

eller nogen Sejr, der er mere folkelig, og det skulde

vi jo vide, og det er jo vist, at kun i samme Grad Be

driften er folkelig, kun i samme Grad er den gavnlig

og glædelig for hele Folket. Derfor siger jeg: dette er

Øjeblikket, hvor vi med Sandhed højt kan erklære, at

Danehæren har gjort sig højlig og glædelig fortjent af

Fædernelandet!«

Og som han, da Uvejret brød løs over Danmark

i 1

848,

stolede paa Gud og Danmarks Lykke, saaledes

holdt denne Tro ham ogsaa oppe under de tunge Til

skikkelser i

1864,

hvoraf det ikke var ham den mindst

tunge, at Broderfolkene svigtede. Hans Sorg over de

Ulykker, Fædrelandet hjemsøgtes af, kommer gribende

til Orde i de mange Digte, han ogsaa skrev under og

umiddelbart efter denne Krig, men han har bestandig

Trøsten ved Haanden, peger stadig hen paa Kristen

livet og Folkelivet som de Kildespring, der skal og

maa bringe Bod for Vaande. »Har da vi«, sagde han

i en Prædiken i

1864

x), efter at have mindet om, at »fra

Ansgars Dage til vore, har der intet Folk været, hvor

vor Herre Jesus Kristus og hans Menighed fandt mere

Venskab og mindre Fjendskab end i Danmark, saa at naar

Folkenes Synder mod Kristus og hans Evangelium skal

straffes med Undergang, da bliver det danske Folk

snarere det allersidste end det allerførste« — »har da

vi, som var Redskaber i Guds Haand til at udraabe

*) Anført efter Brun: Grundtvigs Levnetsløb.

4 3 2