447 / 494
436
med fri Stemme over alle Rigets Anliggender, naar det
som her ej har rejst sig i Modsætning til Kongen, men
er hans eget folkelige Storværk«. — »Saa snart vort
Folkeraad fik afgjørende Stemme«, hedder det i »Den
28de Maj (1841) i danske Samfund«, »da var det for
saa vidt ikke længer et Raad, men en Del af Rege
ringen, og hvad der kommer ud af en delt Regering,
har Danmark under sit gamle Rigsraad saa smertelig
følt, at vi sandelig ikke for nogen Pris skulde gjøre
Prøven om igjen, hvor glat det saa end kunde gaa,
og hvor smukt man end udmalede os alle mulige For
dele. Mulighed er nemlig ét, og Virkelighed er noget
ganske andet, og hvad kan det dog nytte et Folk,
hvor smukt end Statsforfatningen tager sig ud i Tan
kerne og »paa Papiret«, naar den efter Erfaringens
Vidnesbyrd slet ikke duer i Livet! . . . Jeg finder det
ganske upaatvivleligt, at vi vilde faa en mageløs ypper
lig Regering, naar vort Folkeraad enten ganske eller
dog for største Delen bestod af højvise, upartiske,
uegennyttige, lydesløse, ufejlbare, fuldkomne Skabninger
med »afgjørende Stemme«, men da vi nu hverken har
eller kan øjne mindste Udsigt til at faa en saadan
Engleskare samlet, men maa finde det højst rimeligt,
at Flerheden altid vil være den saare ulig, hvad hjælper
os saa hele den glimrende Udmaling paa Papiret af et
tomt Hjærnespind! Derimod er det en Kjendsgjerning,
slet ikke glimrende, men urokkelig, at da Kongen hos
os forrige Gang var indskrænket ved en Flaandfæstning
og maatte intet vigtigt foretage sig uden Rigsraadets
Samtykke, da blev Borger og Bonde Adelens Træl, og
Riget kom to Gange paa Randen af sin Undergang;