446 / 494
435
en til denne svarende borgerlig Udvikling, i højeste
Grad imod. Kongelig sindet var han fra først til sidst,
og der er mangfoldige Udtalelser af ham efter 1848,
der næsten kunde tydes, som om han ønskede Ene
voldsmagten tilbage, men det udelukkede ikke, at han
var Friheds- og Fremskridtsmand i en saadan Grad,
at han kom i den skarpeste Opposition til de liberale,
fordi det System, de hyldede, efter hans Mening ikke
paa langt nær undte Folket Frihed nok. »De krævede«,
skrev han i »Danskeren« 1849, »hvad man paa Plud-
dervælsk kalder »det formelle« og med et mesopo-
tamisk Ord »en Konstitution«. Til dem hørte jeg nu
vel egentlig ikke, men jeg hørte dog til de med det
nærværeiide misfornøjede og til dem, der ikke var nær
saa let at fornøje eller fyldestgjøre som de, der raabte
sig hæse paa »konstitutionelle Former«, thi de var,
som Tiden viste, fornøjede, naar de selv blev Ministre,
og savnede da ikke engang en Konstitution, men fandt,
de var selv en Konstitution«.
Som vi have set, hilste Grundtvig ingenlunde
Stænderforfatningen med Begejstring, men det varede
dog ikke længe, før det gik op for ham, at det var en
Form, der kunde bruges til Fremme for en gavnlig
Udvikling af det borgerlige Liv, og han blev under
den liberale Bevægelse i Fyrrerne ikke træt af at prise
den. »Lige saa uforbeholden, som jeg anpriser Ene
voldsmagten«, sagde han i 18401), »hvor den som hos
os ej er taget med Vold, men givet og skjænket af
Folket, lige saa uforbeholden anpriser jeg Folkeraadet
:) Skjaldeblik paa Danmarks Stjærne.
2
.
8
*