450 / 494
4 3 9
Folket loste Fredriks Lænke,
fri som hans blev ingen Haand;
Fredrik, som man vel kan tænke,
Folket skar for Tungebaand.
Kongehaand og Folkestemme!
lad det aldrig gaa ad G lemme:
eders Frihed kom med Fred,
lost er I af Kjærlighed.
Derfor, Danmark, ej du ligne
andre Riger trindt paa Jord!
Himlen dem ej
kaD
velsigne
som den lille Plet i Nord,
hvor som Ungdomsvenner vandre
Magt og M ildhed med hverandre,
hvor vi tro, hvad alle ved,
Almagts Liv er Kjærlighed!
At »den fri Folkestemme« under Frederik den
sjette og Kristian den ottende nu langt fra at virkelig-
gjøre Grundtvigs Ideal udrettede overmaade lidt, er en
Kjendsgjerning, som han ingenlunde var blind for, men
han mente ogsaa at kunne paavise Grunden dertil:
»den var for svag, fattedes den aandelige Kraft til at
gjøre sig gjældende, som kun brændende Fædrelands
kærlighed og folkelig Oplysning i Forening kan give
den, saa før den kan virke andet stort end store
Ulykker, maa baade I og Folkeraadet lære, at af folke
lig Oplysning, det er Oplysning om, hvad godt der
lader sig gjøre med det danske Folk, og hvordan det
bedst lader sig gjøre, deraf har vi alle for lidt, har
Folket i det hele slet intet, saa Folket giver endnu sin
Stemme og vælger sine Talsmænd i Blinde . . . Jeg er
vis nok paa, det har slet ingen Nød, at det virkelig
oplyste Danmark vil forlange nogen anden Statsforfat
ning end den, der udsprungen af en mageløs Fæderne-