445 / 494
4 3 4
Medkristne, lad os kun, trods alt, hvad der spaar og
varsler ilde, trøstig bede den himmelske Fader i vor
Herres Jesu Kristi Navn at frelse det lille danske Folk
med dets Fæderneland og dets Modersmaal fra fremmed
Herskab, Sønderlemmelse og Undergang og gavmild at
skjænke Folket Lykke og Velsignelse til i Fredspagt
med Gudsfolket at leve sin Alder ud med Glæde, da
vil det visselig ske«.
Medens Kravet om kirkelig Frihed tidlig fandt en
varm og ihærdig Talsmand i Grundtvig, varede det
længe, inden det blev klart, at han ogsaa i rent borger
lig Henseende var Frihedsmand helt ud, ja ogsaa paa
dette Punkt skal han have gjort en afgjørende »Sving
ning«. Ret beset er dog hans Syn paa det borgerlige
Liv lige fra hans første Udtalelser paa dette Omraade
og til hans Død i Virkeligheden det samme, om han
end i det sidste Møde i Landstinget (1866), hvori han
havde Ordet, kunde sige, at »hvorvel han begyndte at
tale kongelig og folkelig i Kristian den syvendes
Dage og gjorde saa endnu i Kristian den niendes,
var hans Ord, sagde man, i Ungdommen meget for
skarpt og meget for kongeligt, og i Alderdommen
meget for mildt og meget for folkeligt«. Han var
altid en varm og ivrig Talsmand for virkelig Folke-
frihed, og den krævede han i Aand og Sandhed;
Regeringsformen i og for sig var ham noget temmelig
uvæsentligt; sikrede den blot Folkets Ret til at føre
en virkelig fri Tilværelse, fandt han sig let til rette
med den. Liberalismen med dens udenlands fra op
tagne Former var ham, der havde et saa dybt Blik
paa sit Folks nordiske Ejendommelighed og krævede