![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0449.jpg)
433
umiskjendeligt Præg af et folkeligt og højkongeligt
Hjærte hos Stifteren, men den raadte Bod paa den
eneste Mangel, der var ved den danske Konstitution
af 1660, den var en langt større Gjerning, end Kongen
eller nogen af os vidste, den var et kongeligt Kæmpe
skridt til den virkelig bedste Statsforfatning, og den er
en frugtbar Spire til en lys og herlig og glædelig
Fremtid for Danmark, saa hvis Spiren ikke forulykkes,
da vil et blomstrende Rige blive Kæmpeblomsten eller
Blomsterkransen paa Frederik den sjettes Grav«. Atter
og atter møde vi i disse Aar det Ideal, der træder os
saa lysende i Møde i hans Sang fra 1839:
Kongehaand og Folkestemme,
begge stærke, begge fri,
de bar haft i Danmark hjemme
mange Hundred Aar før vi;
trods al Brøst, al Frygt og Fare,
gid de vinde maa og vare,
skabe i et Gyldenaar
gamle Danmark gode Kaar.
Odin, Kongen i Valhalle,
skjønt for kjær ad Lykkespil,
holdt dog Ting med Aser alle
under Asken Ygdrasil:
ej et Haar paa Thor han krummed,
ihvor lydt endog han brummed,
taalte, ihvor vidt det gik,
immer Lokes Naalestik.
Kongens Haand en Gang var bunden,
Folkets Stemme lød omsonst;
men i Danmark blev opfunden
Kjærlighedens skjønne Kunst:
hvad der vilde Livet binde,
for d e n brast som Traad og Tvinde;
skiftevis hinanden godt
løst med d en har Folk og Drot.