NFSGrundtvigsLivOgGjerning

landskjærlighed er skikket til at nære den, altsaa konge

lig Enevoldsmagt og fri Folkestemme«.

Dette Ideal fastholdt Grundtvig i Virkeligheden

bestandig. I 1850 udtalte han saaledes: »Jeg har aldrig

gjort og vil aldrig gjøre en Røverkule af mit Hjærte,

saa jeg bekjender frit, at nu som før vilde jeg ønske

Danmark en Konge med Enevoldsmagt og et frit Folke-

raad , som hverken var lovgivende eller lovskrivende

eller nær saa langtrukket og dyrekjøbt som det nær

værende, men jeg kunde dog aldrig ønske det uden

paa det Vilkaar, at vores ny Grundlov endnu tilsikrede

Folket langt mere virkelig Frihed i Aand og Sandhed,

i Ord og Gjerninger, end den nærværende, og under

den Forudsætning, at vore ny Ministre vilde finde sig

drevne til at tage Folkestemmen, Folkefriheden, Folke-

villigheden langt mere med i Betragtning, end vore

Ministre selv med en lovgivende Rigsdag og med juri

disk Ansvarlighed for den endnu har læ rt«, men det

følger af sig selv, at det maatte komme til at bero

paa Omstændighederne, hvilket af de to Momenter,

»Kongemagten« eller »Folkestemmen«, han til enhver

Tid fortrinsvis kom til at lægge Vægt paa. Som han

utvivlsomt i Tider, hvor Bevægelsen gik ud paa at

komme Kongemagten til Livs, vilde have stemt sig

imod Strømmen, saaledes kom han i de Aar, i hvilke

han deltog i vort politiske Liv, til at indtage en Plads

i det alleryderste Venstre, just fordi han som Friheds-

og Fremskridtsmand til det yderste mente, at de

national-liberale, der gav Tonen an, ikke nær gik vidt nok

i Retning af at sikre Folket virkelig Frihed. Og selve

det Princip, i Kraft af hvilket de krævede og en lang

440