452 / 494
4 4 i
Tid havde Magten, »Intelligensen«, var han en afgjort
Modstander af. Ingen har stærkere hævdet Oplysnin
gens Betydning og særlig Betydningen af et oplyst
Folkeraad end Grundtvig, saa dette kunde ved første
Øjekast se noget paafaldende ud, men Sagen er, at
hvad han kalder »Oplysning«, er noget fra de national
liberales »Intelligens« himmelvidt forskjelligt. Medens
han atter og atter hævder Nødvendigheden af en for
hele Folket tilgængelig virkelig dansk og folkelig, paa
det virkelige Liv og dets Krav beregnet Oplysning,
slaar han atter og atter løs paa »den sorte Skole« —
»for den ser det sort ud«, siger han, »naar ikke
Mængden bliver der udenfor, tror paa den og ofrer
til den ikke blot Korn og Kvæg og rede Penge, men
en god Del livlige og letnemme Drengebørn, der vel
ogsaa i Grunden mister Livet, men faar dog ved den
sorte Kunst et Slags aandeligt Skinliv tryllet i sig,
hvormed de gaa igjen som Skolemestre og holde
Livet i Gang«. Og et andet Sted: »I Skolen ser vi
Kilden og Grunden til hele Forvirringen, thi naar man
undtager Skoledrengene selv, med hvad Dansk de havde
af Modersliv og fra Vuggen af, da skulde man i hele
Verden, selv i Tyskland, næppe finde en mere udansk,
altsaa ufolkelig Skole end den, hvori alle vore Præster
og Professorer, og til sidst for en Fejls Skyld selv alle
vore Jurister og Læger blev stoppede og afrettede,
saa at, om de end alle sammen i Dag eller i Morgen
fast besluttede at ville tænke, tale og virke paa Dansk,
saa vilde det dog for de fleste være saa umuligt som
at krybe op til Maanen . . . Det er derfor ikke blot
meget rimeligt, men for mig aldeles sikkert, at naar