444 / 494
433
det velbehagelige, folkelige og kristelige Gyldenaar i
Danmark, enten mødt den rasende Modstand eller faaet
det sørgelige Indtryk, at Livets Ord og Fredens Evan
gelium vilde her i det hele blive haardnakket miskjendt,
forskudt og forfulgt, saa den danske Kristendom vilde
i Fædrelandet kun skinne øjeblikkelig som et Vejrlys,
der slukkes i Stormen, saa den maatte skifte Tunge-
maal for i fremmede Lande i Syden eller Norden at
finde den gode Jord, som bærer hundrede Fold og
fuldmoden Frugt? Det er aabenbar mit Kald og min
Pligt at svare sandt paa dette Spørgsmaal, da jeg er
den ældste af Livsordets Forkyndere i Danmark og er
tillige den iblandt dem, som mødte den største Mod
stand og Prøvelse, og efter mer end et halvt A'arhun-
dredes Erfaring svarer jeg, og svarer med mig denne
kristelige Forsamling i vor Herres Jesu Kristi Navn og
dens højrøstede Lovsang: Nej, Gud forbyde det! det
er, Gud være lovet, saa langt fra, at Tidernes Tegn
skulde vise den Vej, at meget mere i det hele den
seneste Menneskealder er Aar for Aar og hartad Dag
for Dag vort Haab blevet baade lysere og sikrere om
det kristelige Menighedslivs og den tilsvarende Oplys
nings fredsalige og frodige Væxt i dejligst Vang og
Vænge, lukt med Bølgen blaa, saa dersom vi ikke
vidste, at det aandelige og kristelige Liv forudsætter
det hjærtelige og folkelige, hvormed det skal have
Tungemaal til fælles, da maatte vi langt snarere mis-
tvivle om Opvækkelsen af det indsovede Folkeliv end
om Fornyelsen af det kristelige Menighedsliv, saa
hjærteligt, saa oplyst og saa frugtbart, som hvor alle
de troende var ét Hjærte og en Sjæl. Derfor, danske
Fr. W. Horn: Grundtvigs Liv og Gjerning.
2 8