441 / 494
430
og af hvilke adskillige stiax blev og vedblivende er
hele Folkets Eje (»Fæderneland, ved den bølgende
Strand«, »Det var en Sommermorgen« [Istedslaget]
o. m. a.) Han havde den Glæde at se begge sine
Sønner strax melde sig som frivillige, tjene sig op til
Officerer og vende hjem efter med Ære at have gjort
hele Krigen med. Den Stemning, der fyldte det danske
Folk efter den lykkelig tilendebragte Krig, er næppe
kommen skjønnere og mægtigere til Orde end i den
Tale, Grundtvig holdt i Anledning af Halls Forslag om,
at Tinget skulde vedtage en Taksigelse til Hæren.
»Jeg vil ikke sige, at det danske Folk er s t o l t af sin
Hær«, sagde han, »det maa vi helst overlade til dem,
hvis Hære bliver mere sejrkronede, jo tiere de gaa bag
ad Dansen; men jeg vil sige, at det danske Folk er
g la d ved sin heltemodige, sejerrige Hær og vil gjærne
paa alle Maader vise den sin Beundring og Taknem
lighed. Nu er vistnok den bedste Maade at vise det
paa den, som det danske Folk altid først vælger, nem
lig den, at vise inderlig og kjærlig Deltagelse i Kampen
og i alle de mange Lidelser, som Krigen fører med sig,
men ved Siden deraf er det dog ogsaa en for Hæren
hæderlig og tækkelig Maade at vise sin Taknemlighed
paa, naar det store Udvalg, som Folket selv har ned
sat til at bære og være Folkets Røst, naar det enstem
mig udtaler, at Danehæren har gjort sig højlig og
glædelig fortjent af Fædernelandet, det gamle Danmark.
Nu, det er vistnok ikke først nu, ikke først ved det
blodige, men straalende Istedslag, den har gjort sig
højlig fortjent af Fædernelandet, nej, det har den gjort
ikke blot til Danmarks, men til hele Evropas For