408 / 494
397
en engelsk Præst« : »Saaledes naaede jeg da (1832) en
Prædikestol i Hovedstaden, hvor jeg under de frieste
Forhold kunde prøve, hvad Troens Ord paa mine
Læber formaaede, og den dybe Stilhed, under hvilken
det undtes mig i hele syv Aar saaledes at forkynde
Evangelium, forudsætter, at jeg enten saa godt som
intet udrettede, eller at meget maa have forandret sig
baade hos mig og i Statskirken. Maa det nu være en
af Delene, og er begge mulige, da følger det af sig
selv, jeg antager det sidste, men det er uden Tvivl
ogsaa paa gyldige Grunde, thi dels er det en Kjends-
gjerning, at jeg aldrig fattedes Tilhørere, og at jeg nu
har langt flere Præstevenner i Statskirken end for syv
Aar siden, og <dels er det ikke mindre en Kjendsgjer-
ning, at jeg i Sognebaandets Løsning har opvist et
simpelt og uskyldigt Middel til midt under Statskirkens
Forvirring indtil videre at skaffe baade Lutheranerne
og alle danske Folk den nødvendigste Samvittigheds
frihed«. Det begyndte i Virkeligheden at dages for
ham.
Han havde ikke blot samlet en Menighed
om sig, men ogsaa en Kreds af unge, begavede Mænd,
der delte hans Syn og stod rede til at føre det ud i
L ivet1). Med rette kunde Ivaalund den Dag, da Grundt-
*) A f de m ange V e n n er og D isciple fra disse A a r skal h e r næ vnes
nogle e n k e lte : den sen ere som H isto rik er saa navnkundige L u d
v ig K r i s t i a n M ü l l e r , d er af G rundtvig betegnedes som
„M in V e n som ikke m ange,
D iscipel u d en Svig“ ,
den senere B iskop P . C. K i e r k e g a a r d , Fr . B a r f o d , F r .
H a m m e r i c l i . O gsaa B iskop M a r t e n s e n , som senere traadte i
skarp O pposition til hele den G rundtvigske R e tn in g , følte sig
den G ang stæ rk t tiltru k k e t af hans P erso n lig h ed og stod ham
og hans K re d s næ r.