403 / 494
det, thi vore Universiteter har som saadanne lige lidt
noget andet Storværk at opvise end den mekaniske
Forplantelse af Gloser og Regler og et Læ s ufrugtbar
Bogkundskab . . . Betragte ‘vi imidlertid de berømte
Universiteter baade fordum og nu, da se vi let, de
trænge højt til en Medbejlerske, der, som Athenens
Skjoldmø, kan tage Kæmpeskridt, og slumrer hun
nogen Steds, maa det være i vort Norden, saa man
kan dristig sige, at enten maa der rejse sig et nordisk
Universitet, der fordunkler ikke blot dem i Berlin, Got
tingen og Wittenberg, men selv Kolosserne i Paris,
Oxford og Cambridge, hvis ej Nytaarstidens Videnska
belighed endnu mer end Oldtidens skal fortjene Navn
af en bjærgfødt Mus, hvis Heltegjerning kun var som
den ægyptiske Musehærs i Sancheribs Lejr at forgnave
Kæmpernes Skjolde og overfile deres Buestrænge . . .
Den romerske Videnskabelighed maa, endogsaa blot
som Grundlag og Udgangspunkt for vor, være en ren
Pestilense, thi foruden de Brøst, den havde til fælles med
den græske som hedensk og med den hebræiske som
uborgerlig, havde den aabenbar det store Uheld at være
dødfødt. Romerne var nemlig, som man ved, ikke et
Folk, der levede enten for højere Ideer eller for deres
egen menneskelige Udvikling, men en Krigshær, som
levede paa Feltfod og lærte kun, da de havde naaet
deres Maal, at indtage, hvad de kaldte hele Verden,
Videnskabelighed ligesom andre Kunster og fine Haand-
værker af Grækerne. . . . Kristendommen og vor dybere
Menneskenatur har reddet os fra at forsvinde i den
bundløse romerske Afgrund,- og da Faren endnu be
standig truer og nærmer sig daglig mere, maa vi skynde