410 / 494
havde ingen Gunst af ham at vente, saa bad jeg Prin
sesse Karoline Amalie at tale et godt Ord for mig til
Bispen og forberede Sagen. Det hjalp imidlertid ikke,
thi da jeg den sidste Dag i 1838 indfandt mig hos
Biskoppen for baade saa klart og saa indtrængende
som muligt at forestille ham denne Hjærtesag, fandt
jeg ham ikke blot saa ubøjelig, men saa bitter og
fjendtlig, at jeg efter en timelang Samtale i Sofaen
maatte gaa bort med en haanlig Afvisning og, jeg
nægter det ikke, i en oprørt Stemning, som jeg frit
gav Luft. Da jeg imidlertid paa den smukke Vinter
dag for at tilbagevinde Ligevægten gik om ad Volden
og igjennem Kongens Have, hvor Smaafuglene kvidrede
saa venlig, da faldt det mig ind, hvad Salmisten syn
ger om den Gud, som under baade Spurv og Svale
en Rede ved sit Alter til at udruge sine spæde, og
da gik jeg rolig hjem og satte mine Tanker paa Rim«.
Han sang bl. a.
H v ad k v id rer I om, I Spurve graa
saa sent i K o n g e n s H av e?
V il I for m in V aande B od m ig spaa,
en S kat i N yaarsgave,
en Svalerede, et Spurveskjul,
hvor m ine U n g er kan lege Ju l
og fjedres til at flyve!
M ig sid d er en lille F u g l i B arm ,
som k v id re r om d et samm e,
ja synger d et u d m ed T one varm ,
saa H jæ rtet staar i Flam m e,
og h v isk er venlig: syng h ø jt i K o r!
den Syngem ester, i H im len bor,
d et N y n h a r sat paa N o d e r!“
Og Fuglen spaaede rigtig; i Aaret 1839 kunde han
399