490 / 494
479
er en D igter af en ejendommelig A rt. Kunsten som
K un st ænser han i sin P roduktion kun lidet, han digter
’
o
sjæ lden eller aldrig for at digte, for at frembringe en
Skjønhedsvirkning; d et er de store L ivstanker, der
fylde ham, som rigt og overstrømmende væ lde ud i
hans Sang; K unsten er for ham ikke som ellers for
D igteren Maal, den er kun et Middel i de Ideers T je
neste, som han arbejder for. Derfor er det ogsaa saa
g od t som udelukkende religiøse og historiske, særlig
nordisk-historiske Æ m n e r, han b eh a n d le r, og derfor
bæ rer saa m eget af hans Digtning Improvisationens
Præg, hvilket den i æ sthetisk Henseende skylder saa
vel sine Fo rtrin som sine Mangler. D er er paa den
ene Side en vidunderlig Friskhed og Oprindelighed over
den, man føler, at den har træ ng t sig frem med uimod-
staaelig Magt, og den former sig jævnlig i Billeder af
den største Skjønhed; men paa den anden Side føler
man ogsaa, at alt er givet um iddelbart, som det er
strømm et over Skjaldens Læ b e r; her er sjælden Tale
om nogen af kunstneriske Hensyn betinget V ragen og
Væ lgen af U d tryk ; hvad der um iddelbart frembyder
sig for hans Fantasi, gribes næsten altid strax og uden
Kritik. D igtet har kun Betydning for D igteren som
Bæ rer af den Stemning og de Tanker, han i Ø jeblikket
er g rebet af; det er udelukkende dem, det kommer
an paa, og som D igtet, naar de har gjort deres V irk
ning igjennem det, har opfyldt sin Mission og ikke
mere har nogen Betydning for ham, saaledes lægger
han i Produktionens Øjeblik aldeles ingen Vægt paa
den kunstneriske Side, d e t kommer blot an paa, at