485 / 494
474
til vend te A and formede K ampguder, og deres Mytho-
logi kom til at dreje sig om det godes og dygtiges
K amp mod det slette og usle.
Denne Grundforskjel
gaar igjennem hele den græ ske og nordiske Gudelære.
Men stæ rk est og mest betegnende frem træder Mod
sæ tningen imellem den græ ske og nordiske Aand,
saaledes som den har givet sig U d try k i de tvende
Folks Gudelære, i den Forestilling om Ragnarok, Gu
dernes Tusmørke, der kommer frem hos Nordboerne,
og hvortil der aldeles intet tilsvarende findes hos G ræ
kerne. Medens de græ ske Guder trone i olympisk Ro,
er de nordiske Guder viede til Undergang, deres V er
den skal vige for en T ilvæ relse af højere Orden, i
hvilken A lfader som den højeste og, naar alt kommer
til alt, eneste sande Gud kommer for at dømme efter
helt andre Love, end dem, der hidtil have b ehersket
Guders og Menneskers Liv.
Heri ser G rundtvig den
nordiske Aandsretnings højere Berettigelse over for den
græske. G rækernes L ivssyn med dets Hævden af Livet
for L ivets egen Skyld vilde væ re d et højeste, dersom
det onde ikke var i V erden.
Nu er imidlertid Mod
sæ tningen imellem god t og ondt til Stede, og N ord
boerne gribe derfor dybere, idet de gjøre L ivet til en
Kamp og søge Idealet, ikke som G rækerne her paa
Jorden i den højest mulige Udvikling af de naturlige
Evner og Anlæg, men i en hinsidig T ilvæ relse under
helt andre Betingelser, og i hvilken det onde som det
imod L ivet fjendtlige E lem ent er besejret.
Nordens Folk bæ rer altsaa efter Grundtvigs Opfat
telse en Anelse i sig om det, der i K ristendommen
kommer til fuld og klar Udfoldelse; det er særlig p ræ