484 / 494
473
ogsaa kæmpe, men han gjør d e t først, naar hans F ri
hed og uforstyrrede Nydelse af L ivets Skjønhed trues;
Nordboen kæm per for K ampens egen Skyld, og fordi
han overalt ser Fjender af det Liv, han p aa sin Vis
elsker lige saa højt, men som han er alt for optaget af
til nogen Sinde at komme til at nyde. Medens Græ
keren efter sin E jendommelighed helst isolerede sig for
at hengive sig til den uforstyrrede Skjønhedsnydelse,
drog N ordboen ud i V erden for at værne sit Ideal,
Livet, mod dets Fjender, til enhver Tid rede til at ofre
sin jordiske Tilværelse, sikker paa, at, som han havde
tag e t K ampen op efter Fædrene, vilde den blive fortsat
af dem, der fulgte efter ham, og paa, at der var et
Liv efter dette. Denne T ro fremgik med Nødvendighed
af den Aand, der besjæ lede N o rdboen; det var Livets
rolige Besiddelse og Nydelse, der stod som det endelige
Maal for hans Kamp, en Tilstand, i hvilken alle de
Magter, der stode fjendtlig imod Livet, vare besejrede.
Hos G rækeren derimod er der intet, der kalder Tanken
om et L iv efter dette frem; L ivet er for ham helt og
holdent kny tte t til Jorden og kommer til fuld U d
foldelse her.
Den Opfattelse af den græ ske og den nordiske
Folkeaand i deres Modsætning, her er antydet,- finder
Grundtvig nu, som det var at vente, stadfæ stet ved Be
tragtningen af de to Folks Mythologier, i hvilke den
er klart ud tryk t i Legem liggjørelsen af det dybeste i
deres Natur. G rækernes Naturaand formede skjønne,
harmoniske Gudeskikkelser, i hvilke den højeste Udvik
ling af alt naturligt, deres Fantasi kunde forestille sig,
var realiseret; Nordboernes historiske, mod L ivet udad