491 / 494
4§o
det, han føler, kommer frem.
Følgen heraf bliver, at
der ofte i det selv samme D igt ved Siden af den
højeste Skjønhed kan træffes Udtryk, der støde som
p latte og smagløse og skurre imod den Tone, der i
det hele anslaas, og at Tanken ofte er saa uklart ud
trykt, at d et bliver vanskeligt for Læ seren at faa sik
kert fat paa den.
D et er forholdsvis kun faa af
Grundtvigs mange D ig te, der kunne siges a t væ re
fuldstændig pletfri i saa H enseende — flest vil man
finde b landt hans Salmer og aandelige Sange — , men
p aa den anden Side er der heller ikke re t mange, i
hvilke man ikke finder en overraskende R igdom paa
originale og slaaende Billeder, og hans V ers udmæ rke
sig gjennemgaaende ved en ualmindelig fuldttonende
Klang, som for en stor Del bero r paa hans enestaaende
Evne til a t faa Sprogets Malm frem, til baade a t hæve
dets gamle glem te Skatte og finde ny rige A a re r i
det.
Hans D igtning er gjennemgaaende p ræ g e t af en
sjælden K raft og Inderlighed; man føler bestandig, at
den udstrømm er fra en stæ rk t bevæget, dyb t poetisk
A an d ; hans O rd komme altid fra H jæ rte t og gaa til
H jæ rtet. Adskilligt af, hvad han har digtet, er da
ogsaa blevet hele Fo lkets Ejendom , og især gjæ lder
d et om hans Salmer og aandelige Sange. Hans »Sang
værk« er m aaske den rigeste Gave, han har skjænket
sit Folk — siden K ingos og Brorsons D age har D an
mark i alt Fald ikke haft en Salmedigter, der paa langt
næ r kan maale sig med ham.
Hvad der er sag t om hans Digtnings Fo rtrin og
Mangler i formel H en seende, gjæ lder i Hovedsagen