181 / 587
170
Glarmester-Zunft
at en Svend, der arbejdede hos en Enke, havde forlangt
»Verbot« af samtlige Mestre og Svende, fordi en fremmed
Mandsperson, der kom i Huset hos Enken , var kommen
ind paa Værkstedet og havde villet sige Svendene, hvo r
ledes de skulde arbejde. Da Svendene ikke havde villet
lade sig sige af en fremmed Person, var der opstaaet en
Ordveksling, og d e t■>var kommet til Strid, unde r hv il
ken den F remmede havde trukket Kaarden og holdt den
for Brystet af den klagende Svend. Denne havde im id
lertid værget for sig, indtil Mesterinden va r kommen og
havde skilt Parterne ad. Under Kampen havde den a n
grebne Svends »Nebengeselle« imidlertid ikke taget h an s
Parti og hjulpet ham , hvo ra f Følgen var bleven en Be
slutning om, at ingen maatte omgaas ham , før Sagen
var ordnet. Det blev en Bøde paa 3 Mark.
Straf ifaldt man ogsaa, hvis man efter at være ble
ven afskediget, igen gik i Arbejde hos samme Mester.
Men heller ikke hos en anden maatte m an tage Plads,
inden vedkommende Svend havde været bortrejst i IV
2
Dag, en Bestemmelse, der uden Tvivl er truffen for at
skaffe Plads for andre rejsende Svende, af hvilke der
altid var Overflod.
F o r »Amtspersoner« gjaldt den Begel, at de efter
at være bievne afskedigede skulde rejse bo rt m indst V
2
Aar, og hvis de kom igen, da gaa i Arbejde hos den
Mester, de havde tjent før.
1763 havde en »Amtsperson« overtraadt denne Be
stemmelse og derfor maattet bøde 2 Gange 2 Ugeløn
ninger. Paa Forespørgsel, om han nu vel kunde gaa i
Arbejde, svarede Svendene nej, h an skulde rejse. Ingen
blev straffet, fordi de skulde overtræde, hvad der v a r
Skik, men for at de ikke skulde gøre det. Om de da
vilde drive h am fra Staden? De skulde huske, at dette
var en kongelig Residens, hvo r den Slags Regler ikke
gjaldt. Svendenes Afgørelse lød imidlertid paa, at h a n