182 / 587
Glarmester-Zunft
171
maatte rejse, og ikke komme igen, før den gældende Tid
var omme. Der gjaldt ingen Forrettigheder for ham,
han maatte gøre, hvad alle gjorde.
1769 vedtoges det dog for almindelige Svende, at
de kunde gaa i Arbejde hos en anden Mester uden at
have været bortrejst IV
2
Dag. Men slappede man saa-
ledes de gældende Regler paa et Punk t, holdt man saa
meget stærkere paa andre. 1778 var der stor Strid, fordi
en Svend ved Navn Münchhausen havde givet en Svend
»Geskænk«, uden at denne var i Besiddelse af et P ræ
sidentpas. Desuden havde h an ikke vist Bøsseskafferen
og and re tilstedeværende Svende den Ære, som tilkom
dem. Han havde nemlig ikke tiltalt dem ved Ge-
skænken.
Münchhausen, der derpaa havde faaet at vide, at
han skulde straffes, var »seriøs« kommen hen til en af
Bøsseskafferne og spurgt, hvem der kunde straffe ham.
Det skulde h a n nok faa at vide, var Svaret. Ja, han
vilde da godvilligt give et Gebür. Nej, det var altfor lidt
for en saadan Fejl. Om det da var nok med en Ugeløn?
Nej! Nogle Dage efter fulgte saa Forligsforhandlinger.
Münchhausen vilde nok lægge lidt til den Bøde, han
frivilligt havde tilbudt at give. Nej, det var for lidt.
Münchhausen vilde ikke give mere, og Resultatet blev,
at der skulde sluttes Fred.
Men saa nemt gik det ikke altid. 1780 er der saa-
ledes stor Strid, fordi en Svend, Zacharias Schilt, havde
rejst sig m id t unde r et Møde og var gaaet sin Vej, inden
Regimentet var hævet, og ikke havde givet nogen Be
grundelse derfor.
Hans Undskyldning var, at Bøsse
skafferen ikke havde forvaltet sit Embede paa rette
Maade og maattet have en anden Svend til at hjælpe
sig. Han nægtede at bøde. Det samme var Tilfældet i
»Amtet«. Følgen var, at Svendene nægtede at have
Omgang med ham , og da h an alligevel mødte, havde
1 2
*