183 / 587
172
Glarmester-Zunft
de to Bøsseskaffere og en anden Svend trommet og
pebet ad ham og vist ham ud.
Schilt klagede nu til Politiet og fik en Dom over
Bøsseskafferne. Havde det ikke været galt før, blev
det det nu. En hel Del Slagsmaal var Følgen. En Me
ster klagede saaledes over, at en af hans Svende var
bleven saa gennempryglet, at h an knapt kunde gaa hjem.
Til Slut synes Sagen dog at være løben ud i Sandet.
Slagsmaal var i det hele ikke ualmindelige. 1787
hø rer vi saaledes, at en Svend h a r truet en anden med,
at han vilde knuse alle Knoglerne i Livet paa ham , hvad
»Amtet« ganske naturligt fandt højst umenneskeligt.
Naar den Slags Sager var saa hyppige, ligger det
naturligvis i, at der ved Svendenes Sammenkomste r al
drig blev sparet paa Drikkevarerne. Man d rak ikke blot
alle Bøder op, men skød frivilligt Bidrag sammen for
at faa mere. Det er aabenbart denne Skik, der er fal
den adskillige for Brystet, eftersom det 1787 besluttes,
at enhver for F rem tiden skulde betale det Brændevin,
h an selv drak, fordi »der stadig var en Del b land t os,
som aldrig kunde faa Halsen fuld nok«. Hvad der gik
med af 01, skulde imidlertid — som hidtil — gaa paa
fælles Regning.
Hvormeget indbyrdes Splid der kunde forekomme,
saa maa det dog fremhæves, at n a a r det kom til S tyk
ket, saa var den gensidige Hjælpsomhed stor. Ingen træn
gende Svend forblev uhjulpet, enten T rangen nu sky ld
tes Arbejdsløshed eller Sygdom, og hændte det, at en
Svend døde, blev h an begravet paa Svendekassens Reg
ning, og et hæderligt Gravøl blev d rukke t over ham. I
Svendenes Protokol omtales et Svendedødsfald i følgende
højtidelige Vendinger:
»Aar 1700 20/i
2
var sam tlige Svende forsam let i O lderman-
dens Hus i Anledning af, at den kære Gud havde kaldet Skri
veren Hans H einrich Baum an fra denne sørgelige Verden og