184 / 587
Glarmester-Zunft
173
givet ham en salig Død. Maatte den kære Gud modtage ham
i sit Rige. Vorherre være hjerteligt lovet, og gid han ogsaa
vilde give os alle en salig Henfart for Christi Skyld. Amen.«
Begravelsen beskrives saaledes:
»Den 30. D ecember er det salige Menneske H. H. B. ste
det til Jorden. Men da sam tlige Svende ikke var talrige nok
til at bære ham , havde de bedt nogle andre Venner om at
hjæ lpe med at bære ham til Graven. Give Gud, at han vilde
tage ham til sig i den evige Fred og Salighed og give ogsaa
os alle en salig Henfart for Christi Skyld. Amen«.
Saaledes levede man da indenfor Svendenes lille Ver
den indbyrdes i Vekslen mellem Strid og Fred, i det
store og hele altid pa ra t til at holde sammen, naa r man
var en ærlig Svend, om det, der gjaldt for fælles Ære
og Skik og Brug.
Lad end alle disse Regler synes latterlige og smaa-
lige for en senere Tid, der ikke forstaar dem. For de
Mennesker, der levede efter dem, var de en Del af Li
vet selv, fordi de var et Værn udadtil i Kampen for det
daglige Brød og for den Standsbevidstlied, der rankede
den enkelte op som noget for sig selv i en Verden, hvor
Begreber som »Frihed« og »Lighed« endnu var ukendte,
og hvo r m an endnu ikke var naaet til at føle sig som
en Del af en større Helhed.
II.
De opbevarede Svendeprotokoller giver ogsaa en
Del gode Oplysninger om det gensidige Forho ld mellem
Mestrene og Svendene. I det store hele kan man sige,
at Disciplinen var streng. Svendene hørte til Mestre
nes Hus og var undergivet han s Husførelse; de tik Kost
og Logis hos Mesteren, saa Pengeudbetalingen kun var
den mindste Del af en Svends Indtægt. I Reglen var en
Svend antaget for et halvt Aar ad Gangen, men kunde
dog opsiges og var selv i sin Ret til at opsige sin Plads
til Afgang en Søndag Middag.