219 / 587
208
K ø b en h avn s æ ld ste Ø sterp o rt
tet ved Overgangen mellem de to Aarhundreder. Des
værre har hverken Jordfund eller samtidige Kilder noget
bestemt at sige om L i n i e r n e for denne Udvidelse —
om den er foregaaet i ét Træk eller i flere Tempi. Be
dømmelsen herfor maa alene samle sig om visse Sted
navne og Lokaliteter, der vides opstaaet i hint Tidsrum,
eller er kendt under Forhold, der slutter sig til Emnet.
Først og fremmest maa S t. N i c o l a j K i r k e , op
ført udenfor den oprindelige Byvold i 13. Aarh.’s første
Halvdel, tjene som Solemærke. Den nævnes første Gang
1261, da Ridder Peder Olofsen af Kalveris testamenterede
den alle de Skibe, han havde i København, og 100 Mark
Penninge, for at Kirken skulde frikøbe hans Sjæl, fordi
han ikke havde opfyldt sit Løfte at ville gøre Pilgrims
færd (C. Rothe: Københavns Kirkers Historie 1854, S. 5).
Testamenteringen af S k i b e manifesterer St. Nicolaj som
Handelens og Søfartens Helgen. At det nye Kirkesogn,
foruden den smalle, rimeligvis nyopfyldte Strand hen
mod Hyskenstræde, kom til at omfatte Egnen Øst for
Købmagergade i n c l u s i v e G a d e n s ø s t l i g e S i d e ,
bekræfter med tilstrækkelig Tydelighed, at denne Linie
hidtil havde været Byens foranbeskrevne Østgrænse. Det
samme Forhold spores i den civile Administration, hvor
Stadens Raad (nævnt første Gang 1275. O. Nielsen, Kbh.
Hist. og Beskr. I, S.
68
) i Organisationen af Bydistrikterne
lod Østre Rodemaal, begrænset af Købmagergade og Færge
stræde, indbefatte hvad der laa Øst for disse Gader til
Østervold. St. Nicolaj Kirke ha r med sin massive Sten
bygning og sin omfangsrige, muromkransede Kirkegaard,
der mod Vest naaede Stranden, i den ældre Middelalder
haft en vis Forsvarsbetydning. Ved Aar 1294 vendte Kø
benhavns Borgere herfra Brodden mod selve Bispebor-
gen paa Slotsholmen, og Blideskyts krydsede Vandet mel
lem de to Lejre.
Bevarede Dokumenter fra 13., 14. og 15. Aarh. viser,