22 / 115
17
steder paaførtes Rotten, og som denne gennem sine Vandringer førte til
andre Rotter og til Mennesket gennem sine Lopper. Man havde samtidig
Fo rklaring paa den Omstændighed, at Varer fra pestbefængte Egne i
Almindelighed ikke bragte Smitte, og at pestsyge Pa tien ter ikke altid
overførte Smitten til dem, der plejede dem.
Man manglede ku n et Bevis for, at den
europæiske
Rotte ogsaa var
Pestbærer. Beviset fik m a n paa uomstødelig men sørgelig Maade i
Wien
i
Aaret 1898. Pa a Professor
Nothnagels K lin ik,
hvor man i dette Øjemed
havde indpodet nogle fangne Rotter med Pestbaciller, hænd te det n em
lig, at en Laboratorieassistent tab te Buret med Rotterne. Under Falde t
aabnedes Døren til Buret. Assistenten skyndte sig at lukke den, men
blev herved b id t af en af Rotterne, hvorefter han blev syg og
døde a f
Pest.
Han hed
Barisch.
Dr.
Fr. H. Müller
ved Wiens almindelige Syge
hus, som v a r bleven tilkaldt, blev ligeledes sm ittet og døde. Ogsaa to
Sygeplejersker,
Johanne Hochegger
og
Albertine Pecha,
der havde vaaget
hos Lægen og Assisten blev smittede og døde. De fire Menneskers Død
indenfor et T id srum af kun 12 Dage havde afgivet det ønskede Bevis.
At Rotten paa alle Om ra ade r er en truende Fare for Samfundet i
sin Helhed, et Onde, der maa bekæmpes med Kraft og Indsigt og med
alle de Vaaben, Civilisationen stiller til Raadiglied, derfor havde man
saaledes fuldgyldige Beviser. Men man havde ogsaa Beviser for, a t de
forliaandenværende Midler ikke
alene
formaaede at hidføre Maalet. Det
havde deres resultatløse Prak tisering gennem mer end to Aarhund reder
bevist.
Hvorledes da bekæmpe Ondet, hvorledes da løse det truende Sam
fundsproblem i Praksis, var det Spørgsmaal, der før eller senere maatte
stille sig, men som
ingen
endnu havde fremsat.
Det va r i
København
i Aaret 1898 at dette betydningsfulde Sam
fundsproblem først skulde blive bragt paa Bane, idet
Ingeniør Fimil
Zuschlag,
inspireret af den triste Begivenhed i Wien, rejste den nye
Samfundsopgave:
Rotternes organiserede Bekæmpelse.