KampenModRotterne

ved Fyn! Naturligvis maa dog disse Eksempler betragtes som sene R e

miniscenser af »middelalderlig« Rotteforfølgelse.

Rotteplagens udvikling

Stillet overfor en saa underlegen Fjende, som Men-

gennem Middelalderen

nesket gennem hele Middelalderen maa siges at

og den nyere Tid. Den

have været for Rotten, kunde man tro, at denne

brune Rotte erstatter

gennem sin store Fo rme ring i Aarhund rede rne s

den sorte.

Løb maatte være bleven en uudholdelig Plage.

Foruden i forskellige naturlige F jender, Ugler, Maarer, Lækatte o. s. v.,

som Mennesket først sent begyndte at fortrænge, h a r Rotten imidlertid

haft en na tu rlig Regulator i

Pesten.

Denne Farso t er i første Række en

y)Rottesygdom«.

Rotten er overordentlig følsom for dens Smitte, og hvor

en Pest raser, er Dødeligheden b land t Rotterne mange Gange større end

hos Mennesket, saa stor, at man maa antage, at store Land strækn inger

i Middelalderen er bleven fuldstændig rensede for Rotter efter en Pests

Rasen. Kun i Perioderne mellem de enkelte Pestepidemier h a r Rotterne

derfor ku nn e t tiltage i Antal og udbrede sig, saaledes, at den samlede

Rottemængde kun langsomt h a r tiltaget i Middelalderens Løb. Jo længere

disse pestfrie Perioder h a r været, desto stærkere h a r Rotternes For-

merelse naturligvis paany kunn et gøre sig gældende.

Um iddelba rt før den store Pest, den saakaldte »

Sorte Død«

— der

udb rød i Kina i 1334 for langsomt at naa Lilleasiens Kystegne og derfra,

ad Søvejen, at brede sig til Syd-Europa i 1347, Vest- og Mellem-Europa

i 1348, No rd -Europa i 1349 og til Øst-Europa først i 1351 — skal det have

vrimlet med Rotter i Europa. Som det fremgaar af flere Beretninger fra

den Tid, troede man, at det var selve »Den Lede«, der i Skikkelse af

»sorte Kæmpemus« saaede Død og Elendighed omk ring sig. »Ve den,

der saa en saadan, h a n va r Døden vis«, hedder det. Man anede altsaa

fuldt ud Sammenhængen, men forstod ikke at værge sig. Den sorte

Død reducerede i fem Aar Europas Indbyggerantal fra 105 til 80 Millioner,

og det er ikke usandsynligt, at den kostede over 100 Millioner Rotter Livet.

Utvivlsomt h a r den i Middelalderens Slutning af Venetianerne

genindførte Quaran tæne (40 Dages Isolering af Skibe), der i Forbindelse

med den voksende Hygiejne gjorde Pestudbrudene sjældnere, ikke

blot givet Mennesket men ogsaa Rotten bedre Livsvilkaar. Europas

stigende Befolkningstæthed, den voksende Opdyrkning af Jorden, Op

hobn ing a f Næringsstoffer og Industriaffald, Byernes Vækst, Skibs

fartens Udvikling og mange and re Momenter h a r sikkert b ragt Rotte

mængden til stadigt at tiltage i stigende Forhold, en Vækst som Men

nesket kun i ringe Grad h a r formaaet at h æ m m e . -------

I Begyndelsen af det XVIII. Aarhund rede fik den da almindelige

Rotteart, den saakaldte »

sorte Rotte«

(Mus ra ttu s Linné) im id lertid en

uventet og frygtelig Modstander i sin Rival den »

indiske

« eller

alrune

Rotte«

(Mus decumanu s Pallas), der efterhaanden h a r fortrængt og ud

ryddet sin Forgænger og

i dens Sted udbredt sig over hele K loden!