Erindringer

Det var Læseaar, der fulgte i mit nye Studereværelse i Hovedvagts

gade, men med bevægede og indholdsrige Oplevelser udadtil.

Jeg blev selvfølgelig en næsten daglig Gæst paa Det kgl. Bibliotek,

der endnu for Læsesals og Udlaans Vedkommende var installeret un

der meget primitive Forhold i Tøjhusgade. Ved Læsesalens runde Bord

var der i det allerhøjeste Plads til en Snes Mennesker. Inspektør var

A. C. Larsen, de liberales Fører i Studenterforeningen. Som Theodorus

udfoldede han et teologisk-filosofisk Forfatterskab af Værdi. Han var

morsom at tale med, fyldt med Historier — ikke altid elskværdige —

om Tidens ledende Personligheder. Bag sin Skranke sad han og ind

sugede Nyheder fra alle de besøgende paa Læsestuen og udvexlede sine

egne med dem. Han var en virkningsfuld Taler, god i Riposten, men

hans Studenterpolitik var en Ørkenvandring. Den lille Mand med det

skarpe Blik bag Lorgnetterne og den raske Gang var en Personlighed,

der satte sine Mærker.

I Udlaansværelset administrerede Digteren Ernst von der Recke Ud-

laanet. Han var ikke den rette Mand paa den rette Plads, ligesaa lidt

som hans Digterbroder paa Prosa, Carl Brosbøll — Carit Etlar —

havde været det før ham. Recke, som jeg langt senere kom i ven

skabelig Forbindelse med, var snart overordentlig opfarende, snart

henfaldende i dybe, lyriske Overvejelser. Han vilde nødig ud med

Bøgerne — først efter et højtideligt Løfte om hurtig Tilbagelevering

fik jeg Lov at laane Henrik Hertz’ „Anonym Nytaarsgave“ fra 1832,

hvori „Trolddoms“ Forfatter, P. V. Jacobsen, havde skrevet en Novelle

„Mødet i Dyrehaven“ — og han hersede forfærdelig med det aldrende

Bud Larsen. Johannes Marer har ubarmhjertig skildret Recke ved

Udlaanet i en af sine satiriske Artikler, under Mærket Poul Fasting.

Overfor Recke sad ved Pulten en anden „Assistent“ — Julius

Martensen, Biskoppens Søn. Han havde været indviklet i en ubehage

lig Polemik med Edvard Lembcke angaaende sin paa Det kgl. Theater

anvendte Oversættelse af Shakespeares Tragedie „Cymbeline“ , men

naaede senere mere Held med sin store Udgave af Holbergs Komedier,

der i Indledningerne indeholder adskillige skarpsindige Iagttagelser,

foruden ikke saa lidt Gætteværk. Hans rødmossede Ansigt og lang

somme Person udtrykte en mærkelig Blanding af Velvære og Gna

veri. Naar Recke kastede en Seddel over til ham paa en Bog, han

skulde hente, ømmede han sig med mange Ak’er og Naa’er, kom om

sider med stort Besvær og Langsomhed ned af den høje Kontorkrak

og forsvandt med en arrig Mine i det allerhelligste.

Nedenfor Udlaanet sad stud. mag. H. O. Lange, den senere Over

bibliotekar, der ofte underholdt sig med Overbibliotekar Chr. Bruun,

der sammen med Bibliotekar Weeke ogsaa opholdt sig i det snævre

Rum — noget andet Privatkontor havde Overbibliotekaren ikke. Men

saa kunde han ogsaa følge med Laantagernes Adfærd, og hvis f. Ex.

en Dame gjorde for meget Kvalm, fordi hun ikke kunde faa en Ro

man til Laans, indfandt Overbibliotekaren sig i egen høje Person