Erindringer

Otto Ludwig, hvis Fortælling „Mellem Himmel og Jord“ Chr. K. F.

Molbech just havde oversat, læste jeg med Udbytte. Her blev Grunden

lagt til mit Kendskab og Kærlighed til tysk Literatur og mit Arbejde

med dens monumentale Værker. Høffdings Raad støttede mig yder

ligere langt senere, da Forholdene efter Paludans Udnævnelse ikke

syntes mig indbydende til at føre mine Studier frem til en afsluttende

Examen, til at erhverve Fakultetets Tilladelse til en Doktordisputats.

Naar denne ikke lykkedes, skyldtes det ikke Professoren i Tysk, Her

man Møller, der meddelte mig, at Disputatsen var antaget, men som

ikke havde formaaet ved den endelige Afgørelse at overvinde en

Modstand, der havde Paludan til Ophavsmand.

I disse unge Aar var Literaturstudiet forfriskende og æggende.

Kender af Grabbe var foruden mig kun en eneste Personlighed, jeg

senere traf — Kapelmester Johan Svendsen, der i sine Leipziger-Aar

og senere forøvrigt ogsaa var en utrættelig Læser, medens jeg kunde

diskutere Hebbel med Karl Larsen, Oversætteren af „Maria Magda-

lene“ , det eneste Skuespil af den tyske Digter, der er blevet opført

paa Dansk. Selv Kleist spilledes kun med lange Mellemrum — Anna

Larssens Kåtchen von Heilbronn lyser i Erindringen som en Legem

liggørelse af romantisk Poesi.

Til mine Studier hørte ogsaa Kunsthistorien, for hvilken Sophus

Michaélis vakte min Sans. Julius Lange holdt et Par Gange om Ugen

i en tidlige Morgentime Øvelser i Afstøbningssamlingen, der efter

Ghristiansborgs Brand var bleven anbragt i Udstillingsbygningen ved

Gharlottenborg, — Øvelser over græsk og romersk Kunst og Renæs

sancekunst. Det var en gedigen Vejledning, Lange ydede — foruden

Michaélis og jeg deltog Francis Beckett, Kunsthistorikeren Læssøe og

Axel Holck, senere Amtsforvalter, i disse Øvelser. Vi skrev Opgaver

over Kunstværkerne til Lange, som tilsendtes ham med Posten, og

som vi fik tilbage, naar vi mødtes paany. Jeg opbevarer endnu mine

og ser, at Lange nu og da i sine Bemærkninger ytrede sig anerken

dende over mine Beskrivelser — „rigtig set“ , „smukt opfattet“ . Ud

byttet af disse Morgentimer var rigt og betydningsfuldt, og Bekendt

skabet med Lange fortsattes udover disse Øvelser lige til hans altfor

tidlige Død i Sommeren 1896 — jeg saa ham sidste Gang en Sommer

dag i Charlottenlund Skov, da han passerede mig ved en Datters Arm.

Ogsaa hans Forelæsninger paa Universitetet fulgte jeg — de var mo

numentale, som han selv var en monumental Personlighed. Hans

smukke bredskuldrede Skikkelse prydede en Talerstol, og hans ind

trængende Foredrag, som understregedes ved hans dybe og alvorsfulde

Blik, hans intensive Betoning af Ordene (jeg hører endnu i mit Øre

Polynotos

i Langes Udtale), som sikkert havde sin Grund i hans

voxende Tunghørighed, gjorde et uforglemmeligt Indtryk paa hans

unge Tilhørere. Han var en sjælden Mand med mange Interesser, med

fin Forstaaelse af Ungdommen, rede til Raad og Daad. Mindet om

ham varmer alle, der har kendt ham.