99 / 310
92
Held. Søndag d. 25de Juli afgik en hel Flaade af Det forenede Damp
skibsselskabs Skibe med de københavnske Festdeltagere under Musik
og Sang til Helsingør, hvor der var stor Modtagelse af Nordsjællands
frisindede Foreninger. Det var en smuk Sommerdag med en tillids
fuld og bevæget Stemning. Marienlyst Park var myldrende tæt besat,
— en Festplads, der ikke kunde være skønnere og værdigere. Og her
blev der talt vægtige og kraftige Ord og bragt Berg en fuldtonende og
bevæget Hyldest. G. Hostrup holdt Hovedtalen, efterfulgt paa Tri
bunen af Sofus Høgsbro, Niels Neergaard og P. Knudsen — „min
Ven“ , kaldte Berg ham i sit Svar — samt den svenske Rigsdagsmand,
Redaktør Borg fra Helsingborg, en stout og oratorisk begavet Parla
mentariker. Den Dag var Berg, hvad han udtalte Ønsket om at være:
Enhedsmærket
i den danske Opposition.
Denne Festdag staar i min Erindring med en ganske særlig Glans.
Og hvor var Hjemfarten paa Øresund i den milde Sommernat stem
ningsfuld og forfriskende, i lyse Forventninger om en Fremtid, der
viste sig at ligge langt forude — hele 15 Aar!
For min Fader laa „Lerskrænten“ nemt, naar han kom med
Havnegade-Damperen til Skovshoved-Broen, og min Moder havde kun
faa Skridt til sin Yndlingssøster Julie Goldschmidt paa „Axelhus“ .
Jeg prækede altid for dem, at de skulde flytte længere udad Kysten
—■ det skete virkelig nogle Aar efter Kystbanens Aabning, og min
Fader blev i sine sidste Leveaar Villaejer paa Trørødvej ved Vedbæk
og en stor Beundrer af Enrum Parks og Trørød Hegns landskabelige
Skønheder.
Forbi „Lerskrænten“ kørte Strandvejens Smertensbarn Damp
sporvognen, der atter og atter løb af Sporet eller raserede Villa
haverne. En Gang gjorde den stor Ravage omtrent ud for os ved at
fare ind i Bogtrykker Strandbergs Have paa Søsiden og knuse Ræk
værket — fra denne Have hørte jeg paa smukke Sommeraftener
Strandberg spille paa Valdhorn. En anden Gang var den Skyld i, at
Skuespillerinden Frk. Louise Brock — senere Fru Nansen — blev
kørt over, og den dræbte en Sensommeraften Nationaløkonomen cand.
polit. Carl Salimonsen, en Broder til Forlagsboghandleren. Dens Synde
register voxede tilsidst i den Grad, at den maatte nedlægges, og der
blev Fred paa Vejen.
Strandvejen fik i de Tider sin Glans af de to Væddeløbsdage paa
Eremitagesletten. Da var der i Eftermiddagstimerne en uafbrudt
Cortège af fine Selvejere og jævne Kapere, og Kronprinsparret fra
Gharlottenlund Slot kom forbi med Følge i elegante Kareter. Alle
Villahaver var tæt besatte af Tilskuere, der ikke sparede paa kritiske
Bemærkninger baade over Hel- og Halvverdenen.
Ellers var Forlystelserne i Charlottenlund meget beskedne. San
gerindeteltene fik „de hellige“ , der altid laver Ulykker, nedlagt, „Over
Stalden“ havde endnu ikke sin brillante „Dagmar“-Epoke, hvor en