Erindringer

Men Vejret var allerede klaret op, og i Hansted Skov under de lyse

Bøge samledes alle til festligt Møde. Studentersamfundets Digtere —

Niels Møller, Viggo Stuckenberg, Sophus Claussen — havde skrevet

Sange, der var prægede af Tidens Stemning. Sophus Claussen var paa

det T idspunkt Redaktionssekretær ved „Horsens Fo lkeb lad “ , hvis

Redaktør, Em il Bojsen, Peter og Frede Bojsens Broder, og Bogtrykker

Arnold Jørgensen var disse Festdages utrættelige Ledere. Lys og

energisk saas Bojsen overalt. Og med Sophus Claussen, der ju s t var

bleven forlovet, samtalede jeg ivrig , da jeg tra f ham og hans unge

Kæreste i en hyggelig Klynge paa en af de grønklædte Skraaninger i

Hansted Skov.

Her, som anden Pinsedag i Horsens Ridehus, lød der kraftige og

kærnefulde Ord. Jy sk Frihedsfølelse og Frem tidstro fik Mæle i

P. Bojsens ypperlige Tale. Men det blev Georg Brandes, som bredte

Glans over Hansted Skov ved sine tindrende friske og æggende Ord —

uforglemmelige ved den Stemning, de vakte, den Staalets Blankhed

og Fasthed de ejede. Længe huskedes hans Ord otm sin Vært, Jens

K jæ r fra Vrønd ing : „M in Ligemand i Dannelse, m in Overmand i

Sundhed“ . Fo r mange v il Brandes’ Tale denne herlige Pinsedag have

været en Oplevelse for hele Livet. Han sluttede med de O rd : „De ved,

at Solen i denne Maaned staar i Krebsens Tegn og um iddelbart der

efter gaar over i Løvens. Friheden — vor Sol — staar ligeledes nu

tildags her i Landet i Krebsens Tegn. Maatte v i om ik ke altfor1lang

T id opleve den Dag, da den gaar over i Løvens“ . „Ja , men han er jo

F ritænker, ikke sandt?“ , var den Indvending, en yngre Landboer kom

med til imig i Bondegaardens Have, og jeg kunde ikke benægte denne

Paastand, som dog ikke syntes at gøre noget Skaar i Glæden over

Brandes’ begejstrende Ord.

I Horsens By blev v i ikke mindre vel modtagne 2den Pinsedag af

nye Værter, der ledsagede os til Ridehuset og senere til Havnen. Der

herskede Kamp- og Oprørsstemning blandt Jyderne. Særlig frem

hævedes det ved Præsentationen, om vedkommende havde siddet i

Fængsel for R iffelagitation eller Majestætsfornærmelse. „Naar gaar

det løs i København? V i venter kun paa Tegnet“ , sagde en Hø jsko le

forstander — jeg tror, han hed Johnsen — der lige var kommen ud af

Fængslet, til mig.

Det morede os kosteligt paa Gaden at kalde paa Lendrop for der

ved at ærgre hans reaktionære Onkel.

Her i Horsens tra f jeg nuværende Grosserer A lfred Heymann, der

synes mig lige saa ung og energisk den Dag i Dag som ved vort nu

saa fjærne første Bekendskab.

Stemningen var under Hø jtryk, da v i tog Afsked i Havnen. Det

var forbundet med Besvær at faa alle Deltagerne samlede. — K ristian

Gade, der var hæs som en Ravn, raabte paa Anders (H va ss), der ende

lig kom til Stede, og Politibetjent Frederiksen spurgte mig indtræn

gende om sin Søn. Endelig naaede alle om Bord, men Rejsen tilbage