92 / 310
85
Abstraktioner i k la ssisk Form . Holstein-Ledreborg bragte os ved et
enkelt Besøg atter ned paa Jorden.
Den store Rystelse — det, v i plejede med H en rik Ibsens Nora at
kalde „Det vidunderlige“ — ind tra f ikke. V i maatte i Kunsten søge
Udløsning for vor Vrede og rette Had. Og Opmærksomheden vendtes
da imod en af Fortidens F riheds-Martyrer.
P. A. Heiberg var bleven aktuel, efter at Johanne Lu ise Heiberg
for et Pa r Aar siden havde udgivet sin Bog om ham og Thomasine
Gyllembourg. Han stod fo r den unge Slægt soim den uforfærdede F r i
hedsmand, hvem Enevælden havde fo rvist „Kongens R iger og Lande“ .
Det faldt derfor natu rlig t at vælge et af hans Stykker til den Fo restil
ling, Studentersamfundet vilde give paa Folketheatret og som værdigt
skulde slutte sig til Holberg-Jubilæets literære Opførelse i Modsæt
ning til Studenterforeningens flove Vaudeviller. Programmet blev da
„De Vonner og Vanne r“ , denne Komedie, som i Jan u a r 1792 va r fo r
svundet fra Det kgl. Theater efter kun 3 Forestillinger, fo rd i Heibergs
Hyldest til Søofficererne — „den blaa K jo le “ — der stilledes i Mod
sætning til de tyskprægede Landofficerer, „den røde K jo le “ , havde
vakt Mishag.
Poul Nielsen paatog sig at sætte Stykket i Scene, og Forestillingen
fik sit ganske særegne Præg ved, at Johanne Lu ise Heiberg modtog
Bestyrelsens Indbydelse til at overvære den og senere i et stilfu ld t
Brev takkede. Hun tog Plads i Parketlogen til venstre, h ilst med Æ r
bødighed af Pub likum . Hendes Tanke r maa den Aften være gaaet t il
bage til sin Svigerfader, som hun havde besøgt i Paris for et ha lv t
Aarhundrede siden, da han allerede va r en Mand over Støvets Aar.
Hans Personlighed tegnede Schandorph i kraftige T ræ k i den Prolog,
Georg Achen med skarp Accentuering af de karakteriserende Ord
fremsagde. Dens Indledningsvers va r dette:
„E t ypperligt Hoved, en fuldlødig Mand,
lid t fo r haard og for ko ld“ —
og den sluttede med denne Appel:
„Men hver, som ejer et Hjærte i Bryst,
skal skaffe den gamle Heibergs Ry
en straalende Renæssance.“
Og saa spilledes „De Vonner og Vanner“ , der viste sig at eje en
forbavsende Vitalitet. Achen var H r. von Plagemann, Carsten Ravn
Frøken von Sommer, Lorentz H in richsen Ostindianeren van der Haan,
Gravør Erichsen, som mentes at være en Søn af K ristian Mantzius,
lagde betydelige Evner for Dagen for Karakterfaget som den tyske
Kap tajn von Aberwitz, Georg Ipsen, Knud Ipsens Broder, var den