89 / 310
82
Opstandelse over Frikendelsen. „Berlingske Tidende“ s mangeaarige
Referent, Christian Hansen, med hvem jeg henved 20 A ar senere kom
til at samarbejde ved Bladet, ytrede hø jlyd t sin M isfornøjelse med
Dommen. Senere i hine Systemskiftets Dage blev han mere diploma
tisk og sagde aldrig et ondt eller uoverlagt Ord.
Følgende Ø jebliksbillede ha r jeg bevaret: Døren til venstre for
Formandspladsen gaar op, og den frikendte Hørup træder ind i Salen.
Mod ham komimer L a rs Dinesen i sit sædvanlige Luntetrav. Han
standser og lykønske r Hørup, der sm iler diabolsk.
Nu kunde Estrup alligevel ik ke længere tilbageholde den provi
soriske F inanslov. Den blev anmeldt paany, forelagt, behandlet og
forkastet. Og saa skete der et nyt utvetydigt Grundlovsbrud, idet
E strup publicerede en kongelig Resolution, der bemyndigede ham til
at afholde Udgifter og oppebære Indtægter.
Under Behandlingen af den Dagsorden, med h v ilken Folketinget
protesterede mod Grundlovsbrudet, forefaldt der en Episode, jeg al
drig har kunnet glemme. B iskop Monrad tog Ordet — jeg ser ham
rejse sin noget bøjede Skikkelse til hø jre i Salen henimod Formands
pladsen. Øjnene er sørgmodige under de tætte B ryn . Med dirrende
Stemme udtaler han, som havde den væsentligste Del i Konciperingen
af Grundloven af 5te Jun i, at han vilde ønske, hans Ø jne havde været
lukkede, inden denne Forsmædelse va r bleven tilfø jet vor frie Fo r
fatning.
Det blev Monrads sidste Ord paa Rigsdagen — i Foraarets Løb,
Aaret før sin Død, nedlagde han sit Mandat med en Beklagelse af intet
at have kunnet udrette for Frihedens Sag. Men Edvard Brandes skrev
med Grund, at Monrads store Exempel vilde mane, og hans mandige
Ord ikke være spildte.
Da de to Maaneder, M inimum fo r en Rigsdagssamling, var naaet,
skilte Estrup sig hurtig af med den for rigtig at kunne skalte og valte.
T il Foraarets opsigtsvækkende Episoder hørte Sagen mod „Po litiken “ ,
i Anledning af en m ilitær Affære paa Lammefælleden, hvor en Soldat
skulde have v irke t som Meddeler til Bladet: Da dette ik ke vilde op
give vedkommende Soldats Navn, og Regnskabsbilaget for hans
Honorar var blevet fjærnet, indlededes der Undersøgelse mod Herman
B ing og H. W itzansky, der begge en ko rt T id fængsledes — en Sag,
der vakte stor Opmærksomhed som Led i Nellemanns smaalige Fo r
følgelse af Oppositionspressen. Den va r ligesaa latterlig som Affæren
med Pigen fra Løvel, der idømtes Fængsel for at have ødelagt et
Billede af Kongen i et Vendsysselsk Forsam lingshus, — man maatte
erindre Studenteraffæren med „den gamle Bøste“ fra 40erne i Goters-
gades Exercerhus, som man tog mere gemytlig paa. H un blev hyldet
af Tusinder, da hun forlod sit Fængsel. R imeligvis lever hun endnu
og har et Ungdomsminde om po litisk Martyrium at se tilbage paa.
Midtpunktet i m it Rusaar var og blev Studentersamfundet. Her
man T rie r va r en Formand, der indgød Respekt. Jeg ha r aldrig