![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0090.jpg)
83
truffet nogen Personlighed, der i den Grad som T rie r kunde sætte
F o lk paa Plads. En Dag, jeg kørte sammen med ham i Toget fra
Charlottenlund, var der i den aabne Vogn en Lirekassemand, der be
gyndte at spille for at inkassere Penge. Da T rie r med sin dybt tonende
Stemme sagde: Dette maa ikke ske her, knækkede Lirekassemanden
fuldstændig sammen.
I Studentersamfundet havde der under T rie rs Formandskab en
Gang dannet sig en lille K lik e af yngre Studenter, der søgte at te rro ri
sere de ugentlige Møder ved at afbryde Talerne og raabe op. Men
T rie r fik hu rtig dæmmet op for disse Lyster. Da han en Lørdag Aften
havde irettesat Urostifterne, hvis Leder var den unge Tang, en Søn
af Folketingsmanden, og advaret dem mod at fortsætte med deres
uvorne Streger, var der ingen, som oftere turde mukke.
Han var i disse Aar ind til sin Afgang som Formand i 1889, da han
under Tabet af sin Hustru, Anna, født Holm, var bleven alvorligere
og mere indesluttet end nogensinde, Studentersamfundets naturlige
Midtpunkt, en Mand, der altid kunde se Kærnen i en Sag, vejlede og
retlede som ingen anden, alt andet end en Pedant, med et varm t og
levende Hjærte, en fin Forstaaelse af forskelligartede Karakterer, op
taget af at hjælpe og jævne Vejen for Tilværelsens Stedbørn. T il
T rie r kunde man ikke sige Nej, enten det nu gjaldt om at læse Lek
tier med en lille Dreng, der var tilbage i Skolen, eller hjælpe til i en
Valgdags komplicerede Maskineri.
Han forenede i sig store og forskelligartede Evner. Han var Lære
ren og Politikeren, Samfundsrefonmatoren og Digteren i en Person.
Hans Indflydelse var langt større, end mange i Ø jeblikket maaske
anede — han forstod at bygge Bro over Modsætninger, at opnaa Re
sultater, hvor Meningerne syntes at tørne ulægeligt mod hinanden.
Aarene bragte ham store private Sorger — han mistede i sin høje
A lder baade sin anden Hustru, Emma, født Adler, og sit eneste Barn,
Sigurd T rie r — men udadtil, i sin ydre Virksomhed, holdt han den
smukke L in je fra sin yngre Alder. Han staar for mig som den ædle
ste Personlighed, jeg har truffet i dansk offentligt L iv — hans
kloge, gode Øjne kunde varme og overbevise. Herman T rie r havde
været den ledende K ra ft ved Grundlæggelsen af „Studentersamfundets
Aftenundervisning for Arbejdere“ , Samfundets første Institution, som
hurtig opnaaede T illadelse til at benytte Kommuneskolerne til Under
visningslokaler. Ja selv Søetatens Drengeskole aabnede sig for Aften-
undervisningen, og her læste jeg Dansk med adskillige ældre A rbej
dere, senere i Sølvgades Skole — det var Mennesker, som hungrede
efter Kundskaber og var taknemmelige for min Vejledning. Og
Søndag-Morgen underviste jeg i det von Westen’ske Institut paa
Nørregade en lille Kreds af Arbejdere, som Georg Bendix havde sam
let. Blandt disse var den senere Annoncemand og Bladudgiver Ber-
genholz, som altid, naar vi senere traf hinanden, dvælede i Mindet om
hine Undervisningstimer, og hans Ven Bergenhagen.
6*