93 / 310
8 6
hæderlige Søofficer Jespersen, W illiam W andahl Mulatten David og
Johannes Dam P rokurato r P iinham . Men sand Fu ro re gjorde I. K.
Lauridsen som Kommissionæren Snydenstrup og C. C. Clausen soim
hans Søn Jonas. Da Snydenstrup docerede sin Ju ra for Sønnen og
underrettede ham om, at der va r noget, der hed Love, (udtalt Louve),
og disse kunde de fornemme vende og dreje efter Behag, blev gamle
Heiberg helt aktuel, og der g ik en Bifaldsbølge gennem Salen.
Efter Forestillingen samledes de spillende og Medlemmerne i Stu
dentersamfundets Sal, og der blev sunget en Sang, jeg havde skrevet
— med adskillige af Herman T rie rs venlige Korrekturer.
„Tung ruged Mørket i vort Fædreland,
en Idiot holdt Herskerstaven — “
saaledes begyndte den, hvad der gav A lfred Christensen Anledning til
paa Forhaand at gribe ind med det Spørgsmaal, øm Forfatteren vilde
bringe alle i Forlegenhed og kalde Nellemann’ske Straffedomme ned
over vore Hoveder? De sidste L in je r lød:
„Men den, der kæmper tro for Folkets Sag,
han sejrer dog tilsidst trods Nederlag“ .
Heibergs Komedie blev ligesom et Led i Dagens Kamp, der gik
videre i mange Former. Den 30te A p ril fandt det store Cirkus-Møde
om Kjøbenhavns Befæstning Sted. Her talte K ap tajn V ilhelm D ine
sen i sin ironiske, causerende Stil, og Hørup udæskede Modstanderne
ved sine Ord om de blodige Strimer, som Nederlaget 1864 havde afsat
paa Officerernes Rygge. De følgende Ugers Avispolem ik, skærpet
ved „Po litiken“ s Angreb paa Livjægerne, gjorde det intrasigente Højre,
„Avisen“ s Folk, „Lirekasse rne“ , de omrejsende Forsvarsagitatorer,
hvis Levebrød det var at arbejde for den Bahnson’ske Befæstning,
aldeles ubændige af Raseri.
Det rygtede sig Lørdag den 15de Maj, at Livjægerne, hvis Fane
H en rik Cavling i „Po litiken“ havde kaldt for en Ble, havde besluttet
at afvente Hørup om Aftenen paa Østergade ved „Po litiken “ s H jørne
og give ham Prygl. I Studentersamfundet vedtog v i saa at følge
Hørup hjem — han boede den Gang i Nørre-Søgade. Da Midnat nær
mede sig, luskede Livjægerne — selvfølgelig c iv ilt klædte — rundt
nede paa Østergade. Studentersamfundets yngre Medlemmer, F rem
skridtsklubbens Medlemmer og adskillige andre Mænd fra Byens f r i
sindede Foreninger fyldte Integade, „Po litiken “ s Trapper og Forsam
lingsværelse, ind til omtrent samtidig med, at K lokken slog 12, Hø
rups Arbejde var afsluttet, og han beredte sig til at gaa hjem.
Hvor staar h in Midnat tydelig for mig — det var en dejlig lys
og lun Majnat. Da Hørup var naaet ned paa Gaden, samledes v i alle