Erindringer

igennem Processionen marscherede, stod Professor Steen, den ansete

Matematiker, en Gang en iv rig Frihedsmand med Sympati for Bonde

vennerne, nu en forbenet Reaktionær, ude af sig selv af Raseri —

samme Raseri, jeg Aaret efter paa samme Dag mødte, da jeg fra Stu

denterforeningens Balkon vinkede til Socialdemokraternes Tog, der

kom op gennem Holmens Kanal, og de konservative inde fra Værel

serne raabte: „Sm id ham ned paa Gaden“ .

Derefter sluttede jeg mig til den liberale Væ lgerforenings Grund

lovstog, der opstilledes paa Boulevarden ved Observatoriet. V i gik

langs Boulevarden til T ivo li, hvor Festen skulde afholdes paa den

saakaldte Bankeplads i Etablissementets Udkant. Det va r en herlig,

kvælende varm Sommerdag. Politiet var i Hælene paa Toget. V i sang

i vilden Sky, saa det rungede, de forbudte L in je r:

„Ned med Estrup, Scavenius og Ravn,

v i v il ingen brækket Grundlov ha’ i Folkets København“ —

hvor den skikkelige Marinem inister Ravn maatte lægge Navn til, da

han var det eneste af Ministeriets Medlemmer, som rimede paa Kø

benhavn.

Politiet gjorde smaa Indhug paa os, og lige i det Ø jeblik, v i skulde

dreje ind i T ivo li, greb en Politibetjent August Jansen, der sang med

Udfoldelse af al sin Stemmekraft, i Skulderen og vilde slæbe ham

bort. Men med et raskt Tag befriede han sig for Politinæven og kom

frelst med os andre til Festpladsen.

Over den rugede Varmen tung og trykkende, og et Ø jeb lik va r jeg

i den tætte Menneskemængde en Besvimelse nær. Men jeg rettede mig

hurtig og sang med paa Otto Borchsen ius’ og A lfred Ipsens Fest

sange — den sidste mundede ud i Haabet om Danmarks Grundlov

som vort Redningsanker.

Saa talte — foruden Høgsbro og Hostrup — et tredie stort H :

Hørup for Danmark. Han var glimrende oplagt — jeg mindes aldrig

at have hørt ham forme Sproget mere v irkn ing sfu ld t og betagende.

Navnlig var Indledningen et lille poetisk Mesterværk for sig — Hol

ger Drachmanns Fætter værdig. Han hævdede „F riheden og Retten

for vort Land“ .

Var jeg daanefærdig af Varme, var til Gengæld Ju risten F rede rik

sen daanefærdig af Begejstring over Hørups Tale. Nogen mere tro

fast Høruper end ham har jeg aldrig truffet. Endnu i hans sidste

Leveaar, naar v i genopfriskede gamle Minder, dvælede han gærne ved

Hørups uforglemmelige Taler. Da der engang i disse A ar herskede

en K on flik t paa „Po litiken “ , der havde medført, at Hørup ligesom

den vrede Achilles blev i sit hjem lige Telt, fik Frederiksen mig flere

Aftener til at følge ham hen paa H jørnet af Integade for at se, om

der ikke nu skulde være Lys i Hørups Værelse til Tegn paa, at Striden

var bilagt.