100 / 310
93
halv Snes Aar senere Carl Carstensen, Harald Scavenius og jeg over
værede denne Tidens letsindige Forlystelse, hvor Damer ikke kunde
komme. Man var om Søndagen henvist til at se, hvorledes Skovs
hovedpigerne blev svungne i 5 Øres Dans paa Grøndalshusets Estrade.
Naar jeg sad sent oppe og læste, hørte jeg præcis Kl. 12 Heste
tramp paa Strandvejen — det var den natlige Gendarm-Patrulje —
Estrupiatets Symbol, der mindede mig om Tidernes Elendighed!
Nu gjaldt det for mig om at finde et Studium — det sorgløse, men
bevægede Rusaar var til Ende. Selvfølgelig vilde jeg studere Æsthetik
og Literatur, skønt Lærestolen efter Hauchs Død stadig stod ubesat.
Georg Brandes vilde Reaktionen ikke have — og den herskede endnu
baade i Fakultet og Konsistorium. Rygtet fortalte, at Kong Christian
den 9de havde lovet Biskop Martensen, at han aldrig vilde udnævne
Brandes til Professor, Kultusminister Scavenius*) var tilbøjelig til at
indstille Hans Vodskov til Professoratet, men denne ønskede det ikke,
og det vedblev endnu i nogle Aar at staa ubesat, indtil Scavenius’
Efterfølger, Professor Goos, uden Hensyn til Fakultetets Responsum,
udnævnte Dr. Julius Paludan til Professor i Æsthetik.
Paa det nuværende Tidspunkt var Paludan og Dr. Saabye, Ud
giveren af en Ordbog med den autoriserede, Scavenianske Retskriv
ning, midlertidige Docenter henholdsvis i dansk Litteraturhistorie og
i dansk Sprog.
Det lykkedes unig aldrig at træffe Saabye, men en Dag opsøgte jeg
Paludan ved Afslutningen af en Forelæsning og forebragte ham mit
Ønske om at studere Æsthetik. Han smilede uforstaaende og mente,
det var ugørligt. Efter at have hørt en Forelæsning af ham om
Romantik forstod jeg hans Svar.
Jeg gik saa ud til Professor Høffding paa Amicivej. Her traf jeg
en Personlighed, soim kunde sætte sig ind i en ung Mands Stræben
og Ønsker. Han skjulte ikke for mig de Vanskeligheder, der var for
bundne med et saadant Studium, men gjorde mig ingenlunde mis
modig. Han raadede mig til foreløbig grundigt at læse Lessings,
Goethes og Shakespeares Værker og orientere mig i nyere franske
(Guyau) og tyske (Fechner) æsthetiske Undersøgelser.
Høffdings Raad blev betydningsfuldt for mig. Det gav mig An
ledning til et nøje Studium af tysk Literatur fra Lessing over Goethe
og Schiller til det unge Tysklands Mænd, og til de tre mærkelige, uaf
hængige og skæbnebestemte Dramatikere Kleist, Grabbe og Hebbel,
der en Snes Aar siden blev Emnerne for mine store Biografier. Ogsaa
*) Scavenius og Brandes kendte ikke hinanden personlig. Ved Sammenkomsten
efter et alm indeligt Studentermøde i Larsens Lokale midt i 90erne sad jeg ved
Siden af Brandes, medens Kammerherre Scavenius sad ligeoverfor. Under den al
mindelige Samtale vilde Brandes gøre en Bemærkning, rettet til Scavenius, og han
sagde da disse Ord, som jeg mindes aldeles nøjagtig: „Vær saa venlig at nævne
mit Navn for Kammerherre Scavenius“ — i denne Form lod han sig præsentere!