Erindringer

Forretningens Seniorchef saa jeg kun nu og da, men hans Søn

Herman Lynge blev mig en forstaaende Vejleder ved Bogkøb.

Jeg underholdt mig ogsaa med Forretningens Faktotum, Vilhelm

Aarup, der selv havde ejet et stort, værdifuldt Bibliotek og derfor

besad et indgaaende Kendskab til Bøger og deres Værdi.

Hos M. P. Madsen paa Nørregade kom jeg ogsaa ofte — Madsen

lignede en Literat i gammeldags Forstand. Han gav advarende Raad

om Bogkøb — f. Ex. „lad hellere være med at ombytte Deres Over-

skous Theaterhistorie med et finere Exemplar, køb derimod „Det

kgl. Theaters Repertoire“, komplet er det en Sjældenhed.“ Hos Mad

sen var Boghandler Torst en kyndig Kender. Forfatterinden Johanne

Madsen var Boghandlerens Datter og havde arvet sin Faders varme

Kærlighed til Literatur.

Ved Studentersamfundets Rusgilde i Oktober 1886 stiftede jeg to

for mig betydningsfulde Bekendtskaber. Overfor mig ved Bordet sad

en bredskuldret blond Herre med et monumentalt Ansigt, tynd gul

Haarvæxt og levende Øjne under tætte Bryn. Det var Erik Skram,

med hvem et varmt og varigt Venskab kom til at forbinde mig, et

mangeaarigt og resultatrigt Samarbejde, først i Studentersamfundets

fri Theater, derpaa i Studentersamfundets Bestyrelse, endelig i Dansk

Forfatterforening, hvor han 1912 blev Formand til 1915 og jeg sam

tidig Næstformand. Vi tog mangen Tørn sammen, og aldrig blev vort

fortrolige og venskabelige Forhold formørket. Venskabet med Erik

Skram hører til mit Livs bedste Minder.

Den unge Mand ved hans Side hin Aften forestillede han som

Gotfred Rodes Søn — det var Ove Rode, der efter at have taget Artium

i Norge, hvor hans Moder levede efter sit Giftermaal med Politikeren

Erik Vullum, nu var kommen til sin Fødeby for at arbejde i dansk

Presse. Rode virkede ualmindelig indtagende med sin slanke Skik

kelse, sine brune Hjorteøjne og sit Sprog, som med en let norsk

Accent i enkelte Ord fik en yndefuld Kolorit.

Det ved dette Rusgilde indledede Bekendtskab førte i Aarenes

Løb til, at vi mødtes i fælles Interesser baade i Foreningslivet og i

Journalistiken. I mange Arrangementer af Theateropførelser og

Fester gennem 90erne tog han og jeg Del Side om Side. Kulminatio

nen var „Aarhundredets Viser“ , som i 1899 paa Casino gav Journa

listforeningen et da usædvanlig stort Overskud. Men ogsaa paa Valg

dage og især under Planlæggelse af Agitationer kunde Ove Rode og

jeg udvexle gode Dessin’er, og nogle Gange lykkedes det mig,

baade da Alberti-Kampagnen allerede 1890 begyndte efter gamle

Albertis Død, og senere under Hykler-Stormløbet mod Edvard

Brandes at skærpe Ove Rodes Sporsans.

Nu begyndte den frygtelige Marsch paa Stedet, som hedder Provi-

sorieaarene. Den fortsatte Modstand, som krævedes, den Følelse af

Haabløshed, som kunde lægge sig som en Sot over Gemytterne, vir

kede opløsende paa det af flere forskellige Elementer sammensatte

M ennesker og B egivenheder