219 / 310
212
utallige Gange til de fremmede. Jules Claretie talte paa Latin for
Universitetet.*)
Wieneren Singer, der mindede en dansk om G. St. A. Bille, var
Kongressens veltalende Præsident, den burchikose og gemytlige
Taunay dens Generalsekretær, blandt dens ledende Mænd ogsaa den
energiske Tysker Major Schweitzer — tre Mænd, jeg ved følgende
Kongresser — i Paris, Berlin og Kjøbenhavn, atter skulde træffe. Af
mine Bekendtskaber maa jeg ogsaa nævne Franskmanden Denais fra
„Le Figaro“ , som lige til sin Død var en trofast Kongressist, den ita
lienske Romanforfatter E. A. Butti, som jeg spøgende kaldte „mon
compatriote italien“ , i saa høj Grad sympatiserede vi, og hans Lands
mand, den trivelige Forlægger Treves fra Milano.
Blandt svenske Personligheder, jeg mødte, var den gamle Klas
Lundin, som Føljetonist „Sveriges E rik Bøgh“ , der kendte Stockholm
ud og ind, Dr. Anton Nystrom, Læge, Samfundsreformator og Po
litiker, H jalmar B ranting**), der paa dette Tidspunkt endnu var virk
som som „Socialdemokraten“ s Redaktør, og hans skarpsindige
Hustru Anna, der under Mærket René skrev Theateranmeldelser i
Bladet, Journalisten og Dramatikeren Per Staaff, Politikeren Ernst
Beckman, der bl. a. havde været Redaktør af „Aftonbladet“ , samt den
gamle, danskfødte Forlægger Albert Bonnier og hans Datter Eva
Bonnier, Malerinden. Bonniers svensk lød for mine Øren næsten som
dansk — hans egentlige Modersmaal. Han fortalte en Aften paa
Operakållaren om gamle Dage, saa smukt og indtrængende, at jeg fik
den største Sympati for ham. Hjalmar Soderberg, der just havde
debuteret som Novellist og nu allerede længe har valgt København til
Residens, forestillede sig en Dag for mig — han troede, jeg var Helge
Rode — en ofte gentagen Forvexling, skønt jeg ikke kunde finde
nogen Lighed imellem os.
En mærkelig Type var Pariserkorrespondenten Spada — egentlig
Johan Kristian Janson — der skrev i „Stockholms Dagblad“ , en
undersætsig, apatisk Mand, der følte sig helt fremmed i Stockholm
efter saa længe at have færdedes i de kunstneriske Kredse i Paris.
Her traf jeg ham paany i Udstillingsaaret 1900, her levede han op og
gav sine gode Raad.
Vittig og bidende var den norske Journalist Kristian Winter-
hjelm, der boede i Stockholm som Korrespondent til Kristianias
Højreblade. Under Pseudonymet Johannes Normann havde han skre
vet en Række hos Reitzel udkomne bindstærke Romaner, af hvilke
„T il Statsraadstaburetten“ vakte Interesse — den var i visse Hen*) Hotel-Portieren i Stockholm fortalte, at Claretie havde givet 10 Øre i D rikke
penge, da han rejste — han havde boet frit!
**) Jeg tra f paany B ranting 1924 ved Karl Otto Bonniers straalende Fest for
det nordiske Forfatterm øde — han var ældet, men hans fine, venlige Imødekom
menhed uforandret.