214 / 310
207
troduktionen til „Em igrantliteraturen“ . Jeg redigerede et særligt
Festnumer af „Studenterbladet“ , der blev værdifuldt ved flere sam
tidiges Vidnesbyrd om hin berømmelige historiske Forelæsning.
Mylius Erichsen, hvis impulsive og for alt stort og ædelt begejstrede
Personlighed jeg havde lært at skatte i Studentersamfundet, skrev et
høj stemt Digt, som hyldede Brandes som en Gud.
Han blev lidt irriteret derover, men jeg undskyldte mig med, at
Mylius-Erichsen skrev under Navn.
Brandes talte om Aftenen i sit gamle Universitetsauditorium, der
var mere fuldproppet end nogensinde. Der laa Blomster til ham paa
Katedret fra hans nære Venner, som alle havde givet Møde. Da han
havde sluttet under stormende Klapsalver, blev der en Pavse — alle
ventede paa, at der skulde siges noget i Aftenens særlige Anledning.
Da ingen gjorde Mine til at tage Ordet, véd jeg ikke, hvorledes jeg
fik Modet — men jeg ilede op paa Katedret, og med en Hyldest til
vor Tids „Lynildsmand“ udbragte jeg et Leve for Georg Brandes.
Under rungende Hurraraab hilste han fra Katedret, og et stort Tog
af Studenter med lysende Balloner fulgte ham derpaa gennem det
„latinske Kvarter“ til Studentersamfundet ved Nørrevold. I den store
Sal festedes der for Brandes med mange Taler og Sange. Brandes
holdt en stærk personlig Tale, hvori han hævdede, at han intet havde
at fortryde i sit offentlige L iv: „1871 forstod jeg for første Gang,
hvad det er at handle, hvorledes en Handling voxer og udvikler sig,
hvordan den bliver til noget andet og mere, end man strax kunde
overskue.“ Han sluttede med disse Ord: „Ligesom den, der begynder
en stor Bog, ikke véd, hvordan den vil komme til at se ud, naar den
bliver færdig, saaledes véd den, der begynder en Gerning, ikke hvor
dan den vil forme sig. Naar den vel har formet sig, saa er det hans
Værk og ikke hans Værk. Jeg ønsker dem alle, at Handlingens Stund
en Gang i deres L iv maa komme for dem.“ — En lille Tale, jeg holdt
med Tilbageblik over hans frodige Forfatterskab og personlige Be
tydning, rørte Brandes, der varmt trykkede min Haand.
Og endnu en Gang Fest. Den 13de August 1896 havde det Budskab
ilet over hele Jorden, at F rith jo f Nansen og hans Ledsager Hjalmar
Johansen var vendt tilbage fra Fram-Expeditionen og fra deres fare
fulde Isvandring. Da Nansens Ankomst til København som Fore
dragsholder i Geografisk Selskab bebudedes, foreslog jeg, at Stu
denterne fra Samfund og Forening skulde bringe den store Nordpols
forsker et Fakkeltog. Forslaget blev vedtaget, og jeg forhandlede med
Geografisk Selskabs Sekretær, Kommandør Otto Irminger, med hvem
jeg senere paa „Berlingske Tidende“ s Redaktion skulde dele Arbejds
værelse, i hans Hjem i Peder Skramsgade om Tilrettelæggelsen af
Fakkeltoget, saa det kunde flettes ind i Selskabets Fest i Koncert
palæet. Irminger var Typen paa en gammel Søofficer — intelligent,
fint forstaaende, Verdensmand med mange kulturelle Interesser. Hans
Døtre — Fru Kaarsberg og Fru K jær — kendte jeg allerede, den