206
Lægen, Professor Feilberg, lever endnu, da jeg nedskriver disse Lin
jer, i en Alder af 92 Aar — var en meget fornøjelig Mand, en Kapa
citet paa sit særlige Omraade: Vandafledning, Træku ltur, Hededyrk
ning. Han har i Fagblade skrevet lettilgængelige, almeninteressante
Artikler fra disse Omraader. Snart var Samtalen med de to Islæn
dere i livlig Gang og ikke kedelig at lytte til. Jeg tra f ofte sammen
med Feilberg i denne Egn, og paa et af de historiske Møder paa
Søborg Slots Ruiner foreslog jeg senere, at der burde rejses et Min
desmærke for denne af Kultiveringen her saa højt fortjente Mand.
Forslaget vandt almindelig Tilslutning, og nu staar Mindesmærket, en
mægtig Natursten med Inskription og et lille, pynteligt Anlæg om
kring det ved Vejen fra Søborg til Græsted, hvor der er Nedkørsel til
Ruinerne.
I Søborg besøgte jeg ogsaa Provst A. Andersen, Sognepræsten for
Søborg-Gilleleje, senere Hoffs Efterfølger ved Vartov Kirke, en af
Grundtvigianismens kendte Mænd, af Bønderne paa Egnen omtalt
som særlig lærd. Han var gift med en Datter af Historikeren Caspar
Paludan-Miiller. Han var meget optaget af Maurice Maeterlincks Bog
om Bierne, men havde forøvrigt omfattende Interesser og et vel
forsynet Bibliotek. Samtalerne med ham i hans Studereværelse viste
mig en aandsfri og fint dannet Præst.
Jeg kom vidt omkring i Egnen — det var før Automobilernes
Tidsalder, da man endnu brugte Benene. Og mine mange Spasere-
ture paa kryds og tværs satte sig senere Spor i Bogen „Vandringer i
Nordsjælland“ , det af mine Arbejder, der har slaaet mest an. Bogen
er nu ligefrem en søgt Sjældenhed.
Hav og Himmel lærte jeg at kende, baade Sommerens blide Døn
ninger og Efteraarets stormpiskede og hvidtandede Brændinger, den
rene blaa Aftenhimmel med Solnedgangens flammende Farver, og
den vilde Flugt af tunge, mørke Skyformationer henover Høsthimlen
— Naturbilleder saa forskellige, at det er mærkeligt, de omfattes af
samme Sted. Aldrig har jeg kunnet blive træt af Gillelejes mægtige
Skydannelser og Bølgebrus, af Fyrenes Blinken gennem Natten og
Kuliens takkede Klippesilhuet i Aarstidernes vexlende Belysninger.
Nerveberoligende, stimulerende er den saltholdige, rene Lu ft paa
Sjællands Nordkyst.
--------------Men Byen kaldte mig hvert Efteraar tilbage — i 1896
var der meget at tage Vare paa. Den 9de Oktober fejrede Holger
Drachmann sin 50 Aars Fødselsdag. Han boede da i Hamborg, hvor
han i 1892 havde oplevet Koleraepidemiens Rædsler, som København
lykkeligvis blev forskaanet for ved Karantænens Strenghed. Stu
dentersamfundet holdt en smuk Drachmannfest i W ittmacks Lo
kaler, hyldede Digteren i Sang og Tale og modtog Telegram fra ham.
Men Festen savnede føleligt hans personlige Nærværelse.
Derimod svigtede Georg Brandes ikke, da, den 3die November,
25 Aarsdagen indtraf for hans første Universitetsforelæsning — In