209 / 310
202
En Sommer boede Direktør Vilhelm Petersen og Fanny Petersen
paa Hotellet — hun havde et koloreret Lune, som erindrede om hen
des Operettedage paa Casino.
En forrygende Blæst-Dag kom der ved Middagen Bud ind til mig
med en Seddel, der meddelte, at „tre Nordpolsfarere“ ønskede at
hilse paa mig — det var W illiam Norrie, Kr. Kongstad og C. E.
Jensen. Senere besøgte jeg Norrie, der var Baagelejes første Ny
bygger højt oppe paa Skrænten. Norrie kørte med mig og min Led
sager, Tømmergrosserer Olsen, tilbage til Gilleleje, hvor der saa
blev festet til den lyse Morgen sammen med K jeru lfs og Vilhelm
Petersens.
Nede i den østlige Bydel havde Magdalene Thoresen lejet sig et
lille, beskedent Hus, som ligger der den Dag i Dag. Ovenfor paa
Bakken havde hendes Datter Fru Ludvigsen og Svigersøn Jernstøber
Valdemar Ludvigsen med deres Børn lejet en Villa, og hendes anden
Datter Fru Falsen kom ofte fra Norge paa Besøg, saa der samledes
en stor Kreds om den alderstegne Forfatterinde og lyttede til hendes
beaandede Tale.
Dør om Dør med hende boede den gamle Billedhugger Professor
Saabye, en sjælden kraftig og virksom Mand med mange fornøjelige
Fortællinger fra Fortidens Rom — han blev over 90 Aar gammel.
Hans Hustru, født Baronesse Haxthausen, supplerede ham godt og
lagde ligesaa lidt som Fru Thoresen Fingrene imellem, naar de kom
ind paa den Tilsidesættelse, Saabye efter deres Mening maatte lide
som Kunstner. Jeg husker en pudsig Scene i den Anledning. Fru
Thoresen sidder i Haven og behandler dette sit Yndlingsthema:
Emfatisk udraaber hun: „Den forbandede Meldahl“ ! Næppe er Or
dene udtalte, førend Havelaagen gaar op, og ind træder Kammer
herreinde Meldahl med Blomster til Fru Thoresen !
Hos hende tra f jeg en Dag Ellen Key, der besøgte sin „kåra
Magdalena“ , god og hjærtelig, søgende at indrette alt paa det bedste,
sendende Paradoxer om Kvindens Stilling til højre og venstre i Sel
skabet, fornøjeligst paa Tomandshaand, da jeg fulgte hende til
Toget.
Og nu „den forbandede Meldahl“ ! To Somre tra f jeg ham og
hans Hustru og var glad over Bekendtskabet med disse to særprægede
Mennesker. Fru Meldahl var meget talende og holdt paa sin Mands
Ret til det yderste. Hans Fjender var ogsaa hendes. „Han kommer
aldrig mere i Det kgl. Theater, efter at Fallesen og Ministeriet i sin
Tid har fornærmet ham. Han har ikke været dér i over tyve Aar“ ,
fortalte hun — det drejede sig vistnok om en Bygningssag vedrørende
det nye kgl. Theater, hvor han ikke havde kunnet sætte sin V ilje
igennem. Og sin V ilje
vilde
han have.
Kammerherre Meldahl var en underholdende Mand at tale med
—■ jeg har kun kendt en eneste Personlighed, han kunde maale sig
med — Georg Brandes. Denne Lighed holdt han dog ikke at at høre