215 / 310
208
første var Student fra samme Aar som jeg. I Hjemmet traf jeg nu
baade Fru Irminger og hendes Søster, kgl. Kammersangerinde Char
lotte Bournonville, Døtre af Hofballetmesteren — den sidste har
skrevet flere værdifulde Bøger om sin Fader. Irminger og jeg blev
hurtig enige om Formen, under hvilken Fakkeltoget skulde bringes
den berømte Mand. Det udgik den 6te April 1897 fra Nicolai Taarn
under stor Tilslutning fra akademiske Kredse.
Men da Toget saa ankom til Koncertpalæet, skete Skandalen. Geo
grafisk Selskab sad ved Souper’en, og Dr. Arnold Gamél skulde tale.
Saa maatte Fakkeltoget pænt vente, — der stod vi med Festtaleren,
Dr. Valdemar Vedel, i vor Midte som paa Gløder. Med Rette opstod
der stor Misfornøjelse i Rækkerne over en saadan Behandling fra
Geografisk Selskabs Side. Paa et hængende Haar havde hele Fakkel
toget opløst sig, inden den, der skulde have vor Hyldest, var indtruf
fet. Der gik Bud paa Bud ind til Selskabet — Arnold Gamél talte sta
dig — paa Vers. I yderste Ø jeblik gik Altandøren op, og Nansen
kom til Syne, hilst af Jubel. Sophus Michaélis’ pompøse Sang blev
sunget, og Vedel fik holdt sin højstemte Tale. Vi akademiske Repræ
sentanter hilste derefter paa Hædersgæsten for at bringe ham Senio
ratets og Bestyrelsens Hyldest og Hilsen.
Fra Kasernen i Fredericiagade lød der Sagn og underlige Gærnin-
ger: Ministeriet Reedtz-Thott var kommet paa det sorte Brædt i
Landstinget. Det drejede sig om en ubetydelig Bevilling til Freds
bureauet i Bern, som Folketinget havde vedtaget paa Finansloven,
men som Landstinget ikke vilde gaa med til. I dette høje Ting var der
Bevægelser i Gang, som førte til Dannelse af det nye Parti „De otte“ ,
der blev Tungen paa den politiske Vægtskaal og bidrog til System
skiftet 1901.
Denne Uoverensstemmelse mellem Tingene førte til Ministeriets
Afgang. Reedtz-Thott gjorde et ret ynkeligt Indtryk i sine Udtalelser
i Landstinget om „den mærkelige Situation“ , der var opstaaet. Og i
sidste Øjeblik blev der fra moderat Side gjort Forsøg med en Red
ningsplanke til Ministeriet.
En Søndag Aften midt i Maj traf jeg I. C. Christensen i Det kgl.
Theater. „Skal Ministeriet reddes?“ spurgte jeg. „Læs Hørups Leder
i Morgen“ , svarede I. C. Christensen. Og ganske rigtig: Mandag Mor
gen bragte „Politiken“ en Artikel i Spidsen af Bladet, der betød
Silkesnoren til Ministeriet: „Lad os være fri for denne Øllebrøds
barmhjertighed hos Venstremænd!
Stor Spænding i Folketinget! Skulde min Generation virkelig
komme til at opleve, at et Ministerium faldt paa parlamentarisk Vis?
Formanden, Sofus Høgsbro, aabnede Mødet — alle Tilhørerpladser
var fyldt til Sprængning, alle Provinsredaktører var ilet til. Efter den
da brugelige Oplæsning af Protokollen for det foregaaende Møde kom
han til den opsigtvækkende Meddelelse fra Konsejlspræsidenten: at