208 / 310
201
paa Højde med de bedste. I Selskab med deres Svoger Oberst Charles
Lautrup kom jeg en varm Juliaften til Gilleleje, hvor jeg ogsaa lærte
hans Hustru, Fru Mathilde Lautrup, født Sødring, der nylig havde
debuteret paa Det kgl. Theater i „Den kære Familie“ , og den gamle
Fru Sødring med den ranke Gammelkoneholdning at kende.
For en energisk Københavner var der nok at tage fat paa i denne
lille By. Havneindløbet var omtrent tilsandet, Fiskerne maatte slæbe
Baadene ind gennem en smal Rende og havde selv sat en Mudder
maskine i Gang uden dog at naa paaviselige Resultater. En Sommer
dag i 1897 bevægede jeg Folketingsmand Sigurd Bojesen og Redak
tør Sigurd Berg, der kom herop fra Hillerød, til at tage de fortvivlede
Forhold i Øjesyn. I Løbet af de følgende Aar byggedes den vestre
Læmole, der reddede Havnen, men samtidig foraarsagede saadanne
Sandaflejringer, at Badestranden mistede sit jævne Sandleje og hele
Vestsidens Kystprofil forandredes.
Naar jeg tænker paa mit Ophold i Gilleleje omkring Aarhundred-
skiftet er det især de Mennesker, jeg traf, der har brændt sig ind
i
Erindringen. Tyske Læger, lundensiske Professorer — navnlig den
senere Biskop Ahnfeldt, en Mand a f omfattende Viden — kultiverede
finske Damer af Embedsstanden var aarlig Badehotellets Gæster.
Ogsaa ubehagelige tyske Lærere, der afviste Heinrich Heine med For
agt — „E r war kein Deutscher, er war ein Jude“ , som en af dem
forfærdede den brave Skoleinspektør Anker Hansen ved at bemærke.
En Række Somre hørte Charles K jeru lf og Fru Susanne K jeru lf
til min daglige Omgang sammen med deres unge Børn. De boede
snart i Gilleleje-Huset, et Fiskerhus i den østlige Bydel nær ved
Vandet, snart hos den muntre Fisker David Christiansen udfor Hav
nen og snart paa Badehotellet. K jeru lf var i Besiddelse af et livsaligt
Humør, og han var Fyr og Flamme, da der skulde holdes Fest til
Indtægt for Havnen og Muddermaskinen, og sammen med F. N.
Hansen og mig forestod Arrangementet. Da kunde man endnu faa
Fiskerne til at være med, og den af K jeru lf arrangerede Vandpanto
mime, udført i Landingen a f robuste Sergenter fra København, Aften-
underholdningen i Hotellets Sal, hvor Fru Lautrup fremsagde
K jerulf s Prolog, og tilsidst Dansen i den maanelyse, stille Nat paa en
stor Estrade lige ved Havet til Landsbymusikanternes Spil, er Festens
glade Minder. En Festavis, „Muddermaskinen“ , havde jeg redigeret.
Sten Drewsen — da en ganske ung Mand — kunde ikke løsrive sig
fra det muntre Liv, og om Natten mellem Kl. 2 og 3 søgte hans Moder
forgæves at bevæge ham til at køre hjem til Ellekilde.*)
*) Da jeg næste Gang saa Sten Drewsen, kom han mig i Møde i Nygade i de
rangeret Paaklædning fra Domhuset paa Nytorv efter at have pryglet „Forposten“s
Redaktøx-, Johannes Hansen, for hans grove Overfald paa Holger Drachmann.
Drewsen var taget expres hjem fra Amerika for at tugte Smædeskriveren.