IndustriforeningenIKjøbenhavn

—

saadan kunde efter Tidsforholdene ikke tænkes — sluttede

man sig sammen om et tilsyneladende nevtralt Formaal. I

Begyndelsen af 1836 stiftedes

Læseforeningen

, der skulde

»aabne en bekvem Adgang til almennyttig og almen

interessant Læsning for alle Stænder, men især for den

næringsdrivende Borg'er.« Efter det af

Orla Lelimann

paraferede Udkast til Foreningens Love var den periodiske

Presses Frembringelser »Hovedgjenstanden for Selskabets

Virksomhed«, men samtidig udtalte de, at Konversation,

Forelæsninger og lignende Foretagender ikke skulde være

udelukkede fra Selskabets Virksomhed, da dets »Formaal,

Almendannelsens Fremme, væsentlig indbefatter Bestræbelsen

for at tilvejebringe en Oplysningen befordrende Tilnærmelse

imellem de forskjellige Stænder«. Her laa Tyngdepunktet,

og Tilnærmelsen mellem Oppositionens Førere og de

Industridrivende lykkedes fuldstændigt. Man kan se det af

Medlemslisten; Jernstøber

P . F. Lunde

var en af Foreningens

Stiftere. Her skal der ogsaa mindes om, at da en Kancelli

plakat af Oktober 1835 havde forbudt danske rejsende

Haandværkere at opholde sig paa saadanne Steder i Ud

landet, »hvor Associationer og Forsamlinger af Haandværkere

taales«, og Mekanikus

H. Gamst

i den Anledning i Ros

kilde Stænderforsamling petitionerede om, at Plakaten

maatte blive hævet, understøttedes han af

T. Algreen

Ussing,

der indbragte et Andragende i samme Retning fra

ikke mindre end 1036 kjøbenhavnske Svende.

Plakaten,

hedder det, byggede paa »en krænkende og ufortjent Mis

tillid til den danske Haandværksstand«.

Plakaten blev dog ikke hævet, men man vidste at finde

sig deri; de danske Industridrivende og Haandværkere lod