207 / 269
153
høist skadelige og betænkelige. Jeg har og derved
indirecte mødt Zeloternes Klage over den Lunken#
hed, hvormed Deres Majestets Regjering menes at
vaage over Rettroenheden. Jeg har derfor søgt at
berolige de redelige Geistlige, der ængste sig over
ved Eeden at være bastet under en Tvang af de
symboliske Bøgers Bogstav, som ikke kan bestaae
med den Overbevisning, de have øst af Skriften,
eller med Protestanternes Grundprincip. Flere af
disse have yttret indstændige Ønsker om en authen#
tisk Forklaring over Eeden; ogsaa har jeg modtaget
private Opfordringer herfor. En saadan authentisk
Fortolkning var, efter min Overbevisning, baade
overflødig og betænkelig. Men jeg troede, at en ræ#
sonneret Fortolkning af en Lovkyndighed, der og#
saa med Hensyn til sit christelige Sind besidder
offentlig Tillid, og som stemte med vore meest an#
seete Geistliges offentlig yttrede Meninger, ikke
vilde være uden Nytte til at berolige Gemytterne.
Jeg troede derfor at kunne, idet jeg retfærdiggjorde
en Fortolkning, der løser dem fra scholastiske
Spidsfindigheders Aag, tillige at kunne give saadanne
nærmere Bestemmelser der værnede mod Anarchie i
Kirken. Jeg fulgte en indvortes Trang i det jeg ved
denne Leilighed lagde min dybe Ærbødighed for
vor christelige Religion for Dagen; og jeg haabede
derved tillige at gjøre et godt Indtryk paa flere Læ#
sere. Men jeg maatte baade fornægte min Overbe#
visning og aldeles forspilde enhver god Virkning,
dersom denne min Høiagtelse skulde træde frem som
en mørk død Bogstavtroe. Det er, at jeg skal her
gjentage hvad jeg, ved en anden Leilighed har sagt,
ikke ved at kaste sig tilbage i Mørket Menneske#
heden skal forløses af de Ulykker, som en opblæst