206 / 269
152
ingen Kirkens Lærer maa foredrage noget, der er
stridende mod samme. Deres Majestet vilde aller*
naadigst bemærke,
at jeg ikke paa mindste Maade
har modsagt den Anasthasianske Trinitetsiære;
jeg
har kun villet vise, at dette subtile Dogma ikke er
en saa væsentlig Bestanddel af den evangelisk chri*
stelige Troe at man, med Føie, kan udelukke dem
fra de rettroende Christnes Tal, der hvilende ved
Skriftens egne Ord, lader de tilføiede dogmatiske
Bestemmelser staae ved deres Værd, eller endog
finder Scrupler ved den Forestillingsmaade og især
ved den Fordring, at hvo der vorde salig skal dele
disse Forestillingsmaader.
Jeg troer nu at have allerunderdanigst retfærdig*
gjort mig med Hensyn til de enkelte Punkter i for*
nævnte Afhandlings Indhold, som ere lagte mig til
Last. I Forbindelse hermed vover jeg endnu i dy*
beste Underdanighed at henvende Deres Majestets
allernaadigste Opmærksomhed paa den Aand, der
hersker i det hele Arbeide. Jeg skulde meget be*
drage mig, hvis Deres Majestet ikke, saafremt De
vilde værdige mig den allerhøieste Naade at gjen*
nemlæse det, vil deri fra Begyndelsen til Enden
finde Spor til den varme Kjærlighed for Religion,
for Konge og Fødeland, den samme Iver for Sand*
hed og Ret, der — det tør jeg med fuld Tillid sige
— betegner min hele nu snart 30aarige Forfatter*
bane. Mit Arbeide gaaer ud paa at retfærdiggjøre
vore kirkelige Indretninger mod de stærke og hyp*
pige Klager, der føres over samme, og at bevise, at
de mange Forandringer som baade Forstandige og
Uforstandige, baade Velsindede og Ildesindede, baa*
de Zeloter og Fritænkere, have erklæret dem for
ikke allene ere overflødige men endog vilde være