208 / 269
154
Halvoplysning har stiftet; det er kun af et fuldkorns
nere og høiere Lys den kan haabe Redning; dette
vil ligesaa sikkert føre Menneskene tilbage til Ærs
bødighed for Christendommen, som hiin Halvoplyss
ning bragte dem til at forsmaa den. Jeg har derfor
ingen theologisk Mening yttret, som jo ofte tilforn
er yttret af Theologer, der ingenlunde udelukkes fra
de rettroendes Tal. Efter alt hvad jeg havde erfaret
glædede jeg mig ved at have udrettet noget for alle
mine Formaal, da jeg modtog den forbausende Meds
delelse, at mit Arbeide for Deres Majestet er blevet
fremstillet som farligt og fordærveligt. Jeg haaber
nu at have gjendrevet denne, maaskee efter bedste
Overbevisning gjorte Denunciation, men tillader mig
endnu allerunderdanigst at fremføre et Par Bemærks
ninger.
Det er blevet mig sagt, at det var uklogt at røre
ved de Gjenstande, jeg har behandlet. Men det er
jo ikke mig, der opvakt de Tvivl og Spørgsmaal, der
vist nok kræve en Opløsning. Det kan vist heller
ikke være godt at overlade Marken allene til den
blinde Iver og til den raa Vantroe. Vel er det især
indsigtsfulde Geistlige, der have Kald til at træde
frem; men flere af disse have meent, at det var gavns
ligt, at verdslige Mænd stundom understyttede dem.
Den omhandlede Sag er heller ikke reen geistlig, men
kirkeretlig, hvori den Lovkyndige og maa have Stems
me. Som Lærer i Kirkeretten ved det theologiske Ses
minarium kan jeg heller ikke undgaa at sige min
Mening over det Spørgsmaal, der ligger den retsins
dige Kandidat meere paa Hjerte end noget andet
kirkeretligt Spørgsmaal, nemlig hvilke Forpligtelser
er det, han paatager sig, naar han modtager et Læres
embede i Kirken, ved den Eed, som da kræves af ham.
Den Embedsstilling, hvori Deres Majestets Naade