46 / 269
XLII
ling — som ovenfor hævdet — ikke et Øjeblik tænkt
paa, at hans litterære Virksomhed nu ligesaalidt som
før kunde komme i Kollision med hans Embedsger*
ning. Da dette betydes ham baade af Kongen og
Kancellipræsidenten, gribes han af den overvældende
Følelse, at han objektivt set har begaaet en Fejl, og
som Følge deraf viger han ikke tilbage for at karak*
terisere sit Arbejde som foranført. Den samvittig*
hedsfulde Embedsmand har sin særegne Mentalitet,
og Ørsted, det store, uopnaaelige Forbillede for en*
hver dansk Embedsmand, var den samvittigheds*
fuldeste af alle.
Herom har Ørsted naturligvis ikke udtalt sig, men
om et andet Hovedpunkt foreligger der Vidnesbyrd
baade fra Kaas og Ørsted selv. I sit Brev af 2den
September til Frederik VI omtaler Kaas i stærke
Udtryk Ørsted’s Hengivenhed for Kongen og frem*
hæver i Forbindelse dermed, at Grunden til, at Ør*
sted ikke gav Afkald paa sit Embede, var den, at
han frygtede for, at et sligt Skridt maatte blive anset
for Trods*), og i det foran citerede Brev til Ste*
mann siger Ørsted ligefrem, at han frygtede for ved
at give Slip paa sin Embedsstilling at tabe »Kongens
personlige Naade«. Og endelig har Ørsted selv peget
paa et andet Hensyn. Hvis han havde søgt sin Af*
sked, »vilde dette Skridt have givet mig en Art af
Popularitet, der var mig høilig imod«**). Det er Ør*
sted’s eget Udsagn, og han har Krav paa at blive
troet paa sit Ord. Ere samtlige disse Hensyn Tegn
paa Svaghed, er det Svaghed af en menneskelig set
skøn og uselvisk Art. Svaghed var det i hvert Fald
ikke, naar Ørsted ikke paakaldte nogen Medliden*
hed hverken hos Samtid eller Eftertid. Det var den
*) Nedenfor S.
161
.
**) Nedenfor S.
192
.