47 / 269
XLIII
anden store Modgang i sit Liv, han havde fristet.
Først, da Universitetet i hans Ungdom vragede ham
som Lærer til Fordel for en Stuelærd, hvis Betyd*
ning for dansk Retsvidenskab og dansk Retsliv
er lig Nul, og nu, da det lystede Kongen at slukke
Landets største videnskabelige Lys. Med samme
mandige Fasthed, med samme Mangel paa Forfænge*
lighed og Selvoptagethed bar han begge Tilskikke!*
ser. Klynkeri og Martyrdom har han overladt til
Personligheder af en anden Støbning.
Det synes at være den almindelige Mening, ikke
alene hos Forfattere af Grundtvig’sk Farve, men
ogsaa hos andre, at Ørsted begik en Embedsfejl ved
at publicere et kirkeretligt Indlæg under den stan*
dende Strid mellem Clausen og Grundtvig. Nedskri*
veren af disse Linier deler ikke denne Opfattelse og
kan i alt Fald kun indrømme, at Fejlen var rent for*
mel. Men selv om der. med nogen Føje vil kunne
rettes Kritik mod Ørsted’s Optræden, er Sagen dog
ikke afgjort hermed. Hovedspørgsmaalet er, om
denne Optræden berettigede Enevoldsmagten til sit
i nyere dansk Historie enestaaende Skridt. Med en
enkelt Undtagelse*) har Svaret lydt benægtende.
Skulde Ørsted endelig drages til Ansvar, maatte der
have kunnet findes en lempeligere Straf.
Det var én af Danmarks mægtigste Hjærner, der
ramtes af Hugget. Endnu ikke fyldt
48
Aar**) blev
Ørsted stoppet i sin Bane. Et Geni med Geniets væl*
dige Produktionstrang. Som kritisk Tænker var han
— som
Vilh. Andersen
med Rette har sagt — hele
*)
Marius Kristensen
i en Anmeldelse af Troels=Lund’s »Bakkehus
og Solbjerg« i »Askov Lærlinge. Aarsskrift
1924
« (Kolding
1925
) S.
46
: »Anders Sandøe Ørsted begik i virkeligheden noget
aldeles usøm
.=
meligt,
da han, rigets næsthøjeste juridiske embedsmand, tog parti i en
udømt sag, og
straffen han fik, var mild i forhold til forseelsen.«
**)
A . S. Ørsted
var født den
21
de December
1778
.