42 / 269
XXXVIII
have nogen Indflydelse paa Kongens Beslutning, der
endnu var Kaas ganske ubekendt, at det var ham
ubegribeligt og tillige højst smerteligt, at Ørsted
kunde være i Vilderede med Hensyn til Kaas’ Sinde?
lag mod ham, men han lagde samtidig ikke Skjul
paa, at han altid havde betragtet Ørsted’s Forfatter?
virksomhed som uforenelig med hans Embedsstillin?
ger og særlig, naar denne angik saa ømfindtlige Ma?
terier som de kirkelige. Ørsted’s Brev blev af Kaas
forelagt Kongen, som derefter skred til Handling.
Hvad denne vilde gaa ud paa, meddelte han Kaas i
et Brev af
20
de September. Samme Dag satte Kaas
Ørsted i Kundskab derom. Efter Samtalen med Kon?
gen var Ørsted gaaet ud fra, at Sagen vilde blive
sluttet uden nogen skriftlig Tilkendegivelse. Nu skul?
de han alligevel modtage en saadan, ovenikøbet led?
saget af en udtrykkelig Irettesættelse. A f Ørsted’s
Brev til Kaas af
21
de September fremgaar, hvor dybt
krænkende han finder de paatænkte Skridt.
Men der var ingen Vej udenom. Den
21
de Sep?
tember modtog Ørsted det kongelige Reskript. Det
tilkendegiver ham først Monarkens Mishag med
hans Afhandling, udtrykker dernæst Kongens Til?
fredshed med Ørsted’s eget Forslag om efterhaan?
den at indskrænke og derefter tilendebringe sin For?
fattervirksomhed, bifalder, at Ørsted fortsætter og
bringer de ovenfor nævnte Arbejder til Afslutning
og paalægger ham endelig at søge Afsked fra sin
Stilling ved Pastoralseminariet. Det sidste Paabud
gik Ørsted stærkt til Hjærte. I et Brev til Kaas af
22
de September fremsatte han det Ønske at maatte
udsætte sin Ansøgning i nogen Tid, men det blev
kun et fromt Ønske, den
26
de September blev den
indsendt og under
10
de Oktober bevilget. Der er en
vis bitter Ironi i den kortfattede Kommentar, Biskop