324 / 604
75
i et givet Tilfælde, kan have alt det imod sig, som
har foranlediget Lovbudet i 5—14—55 N. L. 13—53, men
a t dette ingenlunde kan gjøre Udslaget og bevirke, a t
Væddemaalet er uforbindende, saafremt Væddemaal, i
A lm i n d e l i g h e d b e t r a g t e t , ikke findes at med
føre a l l e de U l e j l i g h e d e r , som følge rned Spil.
Skjøndt der saaledes efter Ø.s Mening i Alminde
lighed udkræves en fuldstændig Aarsagernes Lighed
for a t retfærdiggjøre Lovens Anvendelse paa andre
end de i samme benævnte Tilfælde, antages dette dog kun
a t gjælde, hvor et Lovsted ikke kan anvendes ander
ledes end i det Hele. Men, „enkelte Lovbud ere“, be
mærker han, „af den Natur, a t de kunne anvendes i en
forringet Grad, og da kan vel“, siger han, „en ufuldstæn
dig Lighed mellem Tilfældene og de Grunde, som be
stemme sammes juridiske Egenskaber, beiettige til en
partiel Udvidelse“ (analogisk Anvendelse). Dette siges
fornemmeligen a t finde Anvendelse paa Straffelovgiv
ningen, hvor der t. Ex. i Almindelighed kan sluttes
fra den Straf, der er bestemt for en fuldendt Forbry
delse og for sammes Hovedmand, til Straffen for Atten
ta t eller Medvirkning, fremdeles i Rettergangslæren,
i Særdeleshed i Materien om Vidnesbyrds og andre
Bevisers Retskraft, t. Ex. tildels lovfaste Vidnei.
Særlig fremhæver 0 ., a t hvor Nødvendigheden
kræver, a t der for et unævnt Tilfælde skal finde en
fast positiv Regel Sted, saa maa denne, hentes fia de
Lovbestemmelser, der angaa analoge Tilfælde, om endog
Aarsagernes fuldstændige Lighed i og for sig ikke er
aldeles klar. Som et Exempel nævner han, a t de
Regler, som Lovene foreskrive for Stævningers For
kyndelse, ogsaa maa anvendes paa Forkyndelse af
Domme, idet Sagens Natur nemlig gjør det aldeles
nødvendigt, a t man maa have en Maade, hvorpaa en
slig Forkyndelse retsgyldigen kan finde Sted, endog