320 / 604
71
ere indbefattede under Lovens Ord“, siger lian, „ei
omfattes af dens Hensigt, derom har man Yished,
naar Hensigtens Opnaaelse aldeles intet kan lide ved,
a t et saadant Tilfælde undtages derfra, eller denne
endog vilde lide ved, a t Tilfældet blev behandlet efter
Loven, saa og naar Lovstedet, forstaaet i al sin Al
mindelighed, vilde indeholde noget Urimeligt eller
stride mod andre Lovens Bestemmelser“. De saaledes
med Hensyn til den indskrænkende Fortolkning op
stillede Regler oplyser 0. ved flere klare og slaaende
Exempler.
En udvidende Fortolkning i egentlig Forstand (o:
med Udelukkelse af den analogiske Anvendelse) an
tages af 0. for hjemlet, hvor Lovgiveren aabenbart har
havt et almindeligt Begreb for Øje, men blot har an
tydet samme ved enkelte casuistiske Bestemmelser;
og han nævner blandt flere Exempler, a t L.s 5—8—10
maa forstaas om alle lejede Ting og om alle Ulykkes
tilfælde.
Den saakaldte Modsætningsfortolkning (0. kalder
den ogsaa den indirekt udvidende Fortolkning) omtales
ikke hos Nørregaard i hans Fortolkningslære, og der
gives ikke nærmere Regler for samme hos Hurtigkarl.
Imidlertid blev der hyppig gjort Anvendelse af denne
Art af Fortolkning i de ældre Juristers Skrifter, og 0.
kunde med Rette sige i ILdb.: „Vore Lovkyndige have
ideligen misbrugt foranførte Fortolkningsmaade; og,
naar man derhos lægger Mærke til de løse Grundsæt
ninger, hvorefter de ere gaaede frem ved den directe
udvidende Fortolkning og analogiske Anvendelse, synes
det, a t det næsten overalt har været Lovfortolkerens
individuelle Smag og Godtbefindende, der have bestemt
ham til, af et Lovsted enten a t gjøre en Regel eller
en Undtagelse“. Som en saadan uberettiget Modsæt
ningsfortolkning nævner han blandt andre, a t der